Fortsæt til indhold
Indland

Ekspert-kritik af region efter drab

Indsatsen over for en mand, som i februar dræbte en pædagog i Viborg, var ikke optimal.

Forholdene omkring en 39-årig mand, der har tilstået drabet på pædagogen Judy Meineche Simonsen i februar, var ikke optimale.

Men der er ikke blevet begået enkeltstående fejl, som kunne have forhindret drabet.

Sådan lyder konklusionen i en rapport fra en ekstern ekspertkommission, som har gennemgået omstændighederne omkring drabet i Viborg.

Konklusion uden nyheder

Eksperternes konklusion blev fremlagt på et pressemøde på Regions Midtjyllands hovedsæde i Viborg, og den lægger sig tæt op ad regionenes egne konklusioner fra marts i år.

Her fastslog regionen, at der ikke kunne peges på en enkelt omstændighed eller en kæde af konkrete handlinger, der kunne være gjort anderledes - og have reddet pædagogens liv.

Og der er heller ikke konstateret lovovertrædelser eller andre ansvarspådragende handlinger fra enkeltpersoner.

Men systemet kunne have bedre skruet sammen, lød det dengang i en redegørelse fra psykiatri- og socialledelsen i Region Midtjylland.

Skæbnesvanger køretur

Den 46-årige Judy Meiniche Simonsen tog den 7. februar på en køretur med 39-årige mand, der var beboer på hendes arbejdsplads Blåkærgaard i Viborg.

De ville gå en tur i skoven, men der blev slået alarm, da de ikke vendte tilbage til den aftalte tid.

Den kvindelige pædagog blev fundet dræbt af en lang rækkeknivstik ved ishuset ved Hald Sø uden for Viborg.

Der blev fundet tegn på, at gerningsmanden har forsøgt at udnytte kvinden seksuelt i forbindelse med drabet.

Den formodede drabsmand blev senere anholdt, da han kørte galt nær Aarhus.