Fortsæt til indhold
Indland

Regeringen vil sende læger på landet

Lægerne skal ikke længere have vetoret over, hvor lægepraksisser skal placeres, siger sundhedsminister Astrid Krag.

Regeringen vil stække lægernes magt for at bekæmpe lægemanglen i yderområderne.

Fremover skal regionerne, der betaler for de praktiserende læger, kunne placere lægeklinikkerne på landkortet.

»Det er et rimeligt krav, at regionerne skal kunne pege på, hvor i landet der skal være praktiserende læger og lægehuse,« siger sundhedsminister Astrid Krag (SF)

Ydernummer

For at åbne en lægeklinik skal man have et såkaldt ydernummer. I dag er det et samarbejdsudvalg i hver region, der bestemmer, hvad der skal ske med et nummer, når en læge går på pension.

Ifølge regionerne nedlægger lægerne ofte veto, hvis regionen vil placere en lægeklinik i et udkantsområde, fordi de unge læger helst vil bo i en større by.

Sundhedsministeren stiller sig på regionernes side lige før de afgørende forhandlinger om en ny overenskomst for lægerne. De komplicerede forhandlinger skal være afsluttede den 1. december.

125 vakante lægepraksisser

Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er der ca. 125 vakante lægepraksisser, heraf 50 i Nordjylland. Og i alt er 160 praksisser sat til salg.

PLO-formand Henrik Dibbern tror ikke på forslaget:

»Man kan ikke bare lave en praksis og så regne med, at en læge vil slå sig ned ude på en ret øde egn. Astrid Krag kan ikke give lægerne marchordre til Thyborøn,« siger han og foreslår i stedet, at der ydes en bonus på f.eks. en halv mio. kr. ekstra til læger, der slår sig ned i Nordjylland.

I Danske Regioner påpeger chefforhandler Jens Stenbæk (V), at der på landsplan er en ekstrakapacitet hos lægerne på en halv mio. patienter, forstået på den måde, at læger – typisk i større byer – har plads til flere patienter.

Hvis man derfor lader være med at erstatte klinikker i byerne med nye, men i stedet fastholder antallet af klinikker på landet, vil nyuddannede læger ad åre blive tvunget til at flytte ud af byerne, hvis de vil have et arbejde.

------------

Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her

------------

Synes du, at det er i orden, at læger skal tvinges til at drive deres lægepraksis i Udkantsdanmark i stedet for i de store byer, hvor de helst vil bo? Ordet er dit: