Politiet trist efter kæmperazzia
Flere end 3.500 bilister blev i går standset af politiet i Nordsjælland.
Nordsjællandske trafiksyndere fik sig i går en kedelig oplevelse.
I samarbejde med Sjællands øvrige politikredse gennemførte Nordsjællands Politi en kæmpemæssig færdselskontrol, hvor ikke færre end 3.743 bilister måtte holde ind til siden.
Ved kontrollen deltog også medarbejdere fra Skat.
Politiet: Trist resultat
Den store aktion resulterede i, at 268 blev fanget for lovovertrædelser i trafikken. Det tal er ikke overraskende, men trist, ifølge vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi Arne Martinsen.
"Jeg tror, at antallet ligger nogenlunde stabilt, og det er ærgerligt set fra kriminalpræventivt synspunkt," siger han til Jyllands-Posten.
Skat fik ved samme aktion fanget fem bilister, der enten måtte se deres bil blive beslaglagt eller få en bøde, mens Skat nu undersøger 15 bilister for at overtræde "fri bil"-ordningen.
Bestemt ikke betryggende
Razziaen resulterede i, at politiet fangede 16 spirituspåvirkede bilister. Det er noget, der vækker bekymring hos Arne Martinsen.
"Det er ikke godt, at vi har spiritus- og narkopåvirkede bilister kørende rundt ude på gaderne. Det er bestemt ikke betryggende," siger han.
En enkelt narkopåvirket bilist gik i går i politiets fælde.