Boksning: Martins kamp for karrieren
I skyggen af Mikkel Kesslers VM-fight bokser 24-årige Martin Nielsen for at holde liv i sin karriere. Den ubesejrede letsværvægter skal i aften møde debutanten Anders Hugger Nielsen.
Der blæser en bidende vind hen over standpladserne i Københavns Lufthavn. Det er her på det afsidesliggende område langt væk fra passagerterminalerne, at flyene bliver gjort klar til næste tur. Opgaven med at tømme flyene for fragt og laste dem igen er de såkaldte portørers.
I øjeblikket sværmer en lille flok mænd i selvlysende gule dragter omkring en Boeing 747 fra Korean Air, der er landet fra Østrig til morgen, og som senere skal videre til Seoul. På afstand ligner mændene små playmobil-figurer, der kører rundt i lave, brede playmobil-biler, der ikke ville kunne begå sig på en normal dansk vej.
Det gigantiske lyseblå fly er ved at få tømt sin bug for containerfragt. Processen bliver styret af 24-årige Martin Nielsen, der fra 1. sals højde har kommandoen over loaderen, der er det solide gaffeltrucklignende monstrum, der løfter de tonstunge sølvgrå containere fra flyet og ned på den ventende playmobil-bil på landjorden. Iført blå tophue, cyklamenfarvet arbejdstøj og med kraven trukket op under hagen skutter han sig mod den iskolde vind, der har frit spil på det åbne areal, mens han koncentrerer sig om at få containerne til at stå rigtigt.
En drengedrøm
Martin Nielsen er splittet. Splittet mellem et liv som almindelig lønmodtager og tilværelsen som professionel bokser.
Da han som 20-årig i sommeren 2002 skrev kontrakt med boksepromotor Mogens Palle for at blive professionel, var det samtidig opfyldelsen af en drengedrøm.
»At være professionel betyder, at man er god. Og for mig var det fantastisk pludselig at få penge for at lave noget, der i forvejen betød meget i min hverdag,« siger Martin Nielsen, der begyndte at bokse i CIK som 13-årig.
Op gennem teenageårene var han en talentfuld nævekæmper, der nåede at vinde DM-guld i både ungdoms-, junior- og seniorrækkerne. Og da Mogens Palle efter Martin Nielsens DM-triumf i 2002, efter en tæt fight mod Anders Hugger Nielsen, sad og viftede med en kontrakt, slog boksetalentet til.
Efter drejebogen
På det tidspunkt havde Martin Nielsen allerede afslået et tilbud om at blive lærling i et tømrerfirma, fordi arbejdet var for svært at forene med boksetræningen. Men det betød egentlig ikke det store. For med den underskrevne kontrakt og boksepromotorens legendariske evne til at føre sine boksere frem så fremtiden lys ud for den hårdtslående amagerkaner.
De første år som professionel forløber da også helt efter den drejebog, Mogens Palle plejer at benytte, når det gælder unge, urutinerede talenter. Martin Nielsen bliver ført langsomt frem med fire kampe i 2002, fem året efter og endelig fem i 2004. Højdepunkterne er hans to kampe om IBF's ledige junior-titler for boksere under 24 år i henholdsvis supermellemvægt og letsværvægt. Kampe, som Martin Nielsen begge vinder. Men siden han knockoutede franskmanden Karim Bennama i 1. omgang i november 2004, har han ikke været i ringen.
Ingen penge
Først var han uheldig med at blive syg, så han måtte afstå fra at bokse ved et stævne i april sidste år. Og dernæst måtte Martin Nielsen melde afbud til en kamp i forbindelse med WBA-verdensmester Mikkel Kesslers titelforsvar i Australien måneden efter, hvilket betød, at han ikke længere havde mulighed for at tage med.
For at være sikker på at have en fast indtægt hver måned har han tidligere på året takket ja til jobbet som portør hos firmaet Novia. I den professionelle bokseverden rimer ingen kampe nemlig på ingen penge.
»Jeg plejer at sige, at du er først sikker på at få dine penge, når du står over for din modstander oppe i ringen,« siger Martin Nielsen.
Kontant afregning
Og det er baggrunden for den tvivl, der langsomt har sneget sig ind under hans bokseparader. Skal han blive ved med at satse på at slå igennem som fighter, eller skal han beholde jobbet i lufthavnen og se, hvor langt han kan drive boksningen som sidebeskæftigelse?
»Jeg kunne sagtens leve af boksningen, hvis jeg var garanteret 6-8 kampe på en sæson, men der er så meget, der kan gå galt. Din modstander kan blive syg eller skadet, hvorefter du går glip af en indtægt, som du havde regnet med. Som alle andre har jeg også regninger, der skal betales hver måned, og der har boksningen været for usikker en indtægtskilde for mig det seneste år,« siger han.
I den sammenhæng spiller det også ind, at der på alle måder afregnes kontant, så snart en bokser smider trikoten og går i ringen i bar overkrop.
»Der ligger hele tiden et stort pres på dig. Taber du en kamp, bliver du i hvert fald ikke mere værd.«
Kender modstander
Det pres tager Martin Nielsen med sig, når han i aften i cruiservægt skal op imod den nyprofessionelle landsmand og staldkammerat, Anders Hugger Nielsen.
Set udefra en overraskende matchning, alene af den grund, at en af dem bagefter vil stå med en plet på sin rekordliste.
»Det var også en overraskelse for mig, da Mogens Palle kom og sagde "Vi har Anders Hugger, hvad siger du til at møde ham?" Det var ikke sådan, at de sagde, at jeg skulle. Selv om jeg gerne ville have haft en let kamp at komme i gang på efter over et års fravær, var jeg dog ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle tage imod udfordringen,« siger Martin Nielsen, der har et indgående kendskab til sin modstander, der tidligere har ageret sparringspartner for ham og Mikkel Kessler op til boksestævner.
»Anders er den høje, smarte, tekniske type, hvor jeg er den tætte, fysisk stærke, der dog stadig godt kan bokse. Jeg regner med, at det bliver en hård kamp at komme i gang på, hvor han har alt at vinde, mens jeg har alt at tabe.«
Overvejer karrieren
Selv om det ligger ham fjernt overhovedet at tænke sig ind i rollen som taber, indrømmer Martin Nielsen dog, at han har overvejet, hvad der skal ske med karrieren, hvis det alligevel skulle gå galt.
»Hvis jeg taber til en anden dansker, så har mit navn ikke længere samme værdi. Hvis det nu var en amerikaner, så ville det være noget andet. Men vi kæmper jo om en slags dansk mesterskab for professionelle, og jeg er måske for stolt af natur til at være nummer 2. Så skulle jeg gå hen og tabe, bliver jeg virkelig nødt til at overveje, hvad jeg så skal.«
En ting ligger dog fast. Så længe boksekarrieren ikke kører for fulde omdrejninger, vil han ikke opgive jobbet i lufthavnen. Her begyndte han med at laste bagage manuelt, men siden har han været på kursus, så han blandt andet har fået udvidet beføjelserne til også at kunne styre loaderen.
»Jeg er glad for mit arbejde, og jeg har gode kolleger, så som det er nu, vil jeg ikke af med det igen.
Men det betyder ikke, at jeg ikke også kan satse på boksningen. Jeg håber på, at jeg kan vagtbytte og afspadsere mig ud af problemerne, når jeg f.eks. får behov for at træne intensivt op til en kamp,« siger Martin Nielsen, der indtil videre har besluttet sig for at se, hvor langt tilværelsen som deltidsprofessionel kan bære.
Havde hans liv lige nu været en boksekamp, der skulle afgøres på point, var den formentlig endt som splitdecision.