Offer for it-svindel: "Jeg er så flov"
Danskere ender med overflødige programmer og en stor regning, når indiske it-pirater har været på besøg.
"Jeg skulle være stået af, da en person på engelsk og med indisk accent præsenterede sig som medarbejder ved Microsoft".
Sådan siger en af de danskere, som i den seneste tid er blevet offer for udspekuleret og avanceret it-svindel udført af falske it-medarbejdere fra Indien.
Svindelnummeret har optrådt i Danmark siden november sidste år, og i dag rammer det borgere i alle egne af landet, melder en stribe politikredse.
Skepsis blev overvundet
For it-konsulent Morten Hallum Hansen har halvanden time i sidste uge med falske it-medarbejdere i telefonen kostet ham 3.500 kr. Men det værste er næsten følelsen af at være taget ved næsen.
"Jeg er så flov," siger han til Jyllands-Posten. Ikke desto mindre har han valgt at fortælle, hvordan det gik til, at han med sin mangeårige it-baggrund som Navision-konsulent lod sig snøre af de indiske it-svindlere.
"Jeg var skeptisk fra starten, for Microsoft ringer normalt ikke uopfordret. At jeg alligevel går i fælden, skyldes den meget professionelle måde dette plot gennemføres på," forklarer Morten Hallum Hansen til Jyllands-Posten.
It-svindlerne var vældig godt forberedt.
Havde alle oplysninger
De kendte Morten Hallum Hansens mobilnummer, de havde licensnummeret til hans Windows-styresystem, de vidste hvilken computermodel Morten Hallum Jensen brugte, og prikken over i'et var, at de ukendte "hjælpende hænder" fra Indien havde den korrekte adresse på Microsofts udviklingscenter i Vedbæk.
En dansker, som Jyllands-Posten har talt med, oplevede, at it-svindlerne havde kendskab til, at familien fornylig havde anskaffet sig en ny pc. Og i et andet tilfælde havde svindlerne korrekte oplysninger om, at en pc-bruger var i besiddelse af en udløbet studenter-licens.
"De vidste alt dette og flere andre ting, som de simpelthen ikke burde kunne vide. Men de har muligvis hacket sig ind på oplysninger om mig, det må de næsten gjort," vurderer Hellerup-konsulenten.
Microsoft: Kendte oplysninger
Microsoft Danmarks sikkerhedschef Morten Juul Nielsen genkender beskrivelsen af it-svindlerne og er enig i, at det godt kan lade sig gøre at blive snydt.
"Jeg er selv blevet ringet op tre gange af dem, og de virker meget troværdige," siger han til Jyllands-Posten.
Hvordan kan de vide så meget om den person, de ringer til?
"Mange af oplysningerne er jo kendte i forvejen, og så satser de desuden lidt. En del familier har jo fået ny computer inden for det seneste års tid, så det kan de sige uden den store risiko. De kan også ret problemløst gå ud fra, at personen har et Windows-styresystem, fordi det har langt de fleste. Og telefonnumre kan de jo finde på nettet," forklarer Microsoft Danmarks sikkerhedchef.
Betaling for "oprydning"
Dertil kommer, at licensoplysninger findes som handelsvare blandt it-kriminelle på internettet. Det kan forklare, at it-svindlerne kan henvende sig til danske pc-brugere med viden om deres styresystemer og licenser.
Målet for it-svindlen er at få pc-brugerne til at betale for at "ryddet op" på deres computer. I Morten Hallum Hansens tilfælde tilbød "it-konsulenterne" en "engangsbetaling" på 750 kroner at rense Morten Hallum Hansens computer.
Det virkede så troværdigt og var så professionelt. Selvfølgelig ærgrer det mig, at det har kostet mig 3.500 kr., men det er generer mig mere, at jeg er faldet i fælden.Morten Hallum Hansen, it-konsulent fra Hellerup
De forklarede meget overbevisende, at de kunne måle, at Hallums computer gradvist over de senere måneder var blevet langsommere - helt i overensstemmelse med sandheden, siger it-konsulenten.
Lægger falske programmer ind
"De vil rense min computer for "apn-filer" (en filformat-type, red.), og det er også rigtigt, at min computer er blevet langsommere i de seneste ni måneder," forklarer den ærgerlige Hellerup-konsulent.
"De har helt givet lagt en falsk antivirus-program ind, som blot står og producerer falske advarsler om virus på computeren. Det bruger de til at overbevise pc-brugeren om, at den er helt gal med computeren," forklarer Microsoft Danmarks sikkerhedschef Morten Juul Nielsen.
Ganske rigtigt. Hjemme i lejligheden i Hellerup er Morten Hallum Hansen nu overbevist om, at hans computer har det skidt, og han giver "eksperterne" fra Indien fuld adgang til sin computer, så den kan blive renset.
Dermed starter omkring halvanden times fjernarbejde på computeren i Hellerup. Han taler både med en "juniortekniker" og siden en "seniortekniker", og undervejs præsterer folkene i telefonen endda at gå til frokost!
Derefter fortsætter "konsulenterne" med at "rense" Hallums computer, selvom han i dag vurderer, at der mest af alt var tale om en geninstallering af gratis programmer. Til sidst installerer folkene fra det indiske call-center virusprogrammet Microsoft Security Essentials, som er et gratis virusprogram fra Microsoft.
Advarselslamper blinkede
"Vi har aftalt, at det skulle koste 750 kroner, men i stedet har de taget 3.500 kr. Jeg har selv givet dem mine kontokort-oplysninger, og de har så skyndt sig at trække pengene," forklarer Morten Hallum Hansen, som i dag sagtens kan se, at alle advarselslamper blinkede under den "indiske kontakt".
"Det virkede så troværdigt og var så professionelt. Selvfølgelig ærgrer det mig, at det har kostet mig 3.500 kr., men det er generer mig mere, at jeg er faldet i fælden," slutter den lettere indebrændte konsulent fra Hellerup.
"Og hvis jeg på nogen måde kan være med til at forhindre, at andre fjolser som mig går i fælden, vil jeg imidlertid gerne hjælpe," tilføjer han.