DA kritiserer tilskud til børnepasning

Hvis en af forældrene i en familie med to børn sætter karrieren på pause og i stedet tager op til et år hjemme med børn, babymos og bleskift, bliver familien økonomisk lige så godt stillet, som hvis han eller hun tjente 170.000 kr. årligt og skulle betale institutionspladser.

Det viser nye beregninger af konsekvenserne af regeringens forslag om tilskud til børnepasning i hjemmet. De er udarbejdet af Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Arbejdsmarkedspolitisk Agenda.

DA-formand Henrik Bach Mortensen frygter, at arbejdsstyrken, der i forvejen er for lille, vil blive yderligere reduceret med det nye tiltag.

»Hvis man kan få op mod 170.000 kroner om året for at gå hjemme, tror jeg, der er mange lavtlønnede, der vil gøre op, at det næsten ikke kan betale sig at gå på arbejde,« siger Henrik Bach Mortensen.

Kommunernes valg

Det er op til den enkelte kommune at bestemme, om de vil tilbyde deres borgere et tilskud til at passe børnene hjemme. Men hvis alle kommuner gør det, har regeringen anslået, at omkring 5.000 familier vil benytte sig af tilbuddet. Men efter at DA's nye beregninger er blevet offentliggjort, vurderer Henrik Bach Mortensen, at det tal vil blive meget højere.

Socialminister Henriette Kjær (K) mener, det er overdrevet:

»De fleste kan godt lide at gå på arbejde. Derfor tror jeg kun, man vælger denne ordning, hvis der virkelig er brug for ro og tid med barnet, måske på grund af stress eller sygdom. For at få tilskuddet kræves det altså, at man siger sit job op og slipper tilknytningen til arbejdsmarkedet fuldstændig, så det er ikke noget, man bare lige gør,« siger Henriette Kjær.

Karen Sjørup, der er direktør for Videnscenter for Ligestilling, er bekymret for kvindernes situation på arbejdsmarkedet, hvis regeringens forslag bliver vedtaget. Erfaringerne viser ifølge Karen Sjørup, at hvis der ikke er sat køn på en ydelse, bliver det i 90 procent af tilfældene kvinderne, der vælger den. Og de unge kvinder kommer til at mangle på arbejdsmarkedet:

»Jeg tror, at mange pædagoger og sygeplejersker vil vælge at blive hjemme hos børnene, og i de faggrupper er der i forvejen mangel på arbejdskraft. Det bliver et problem for samfundet,« siger hun.

Også kvinderne selv kan få problemer, hvis de er væk fra arbejdsmarkedet i lang tid på grund af barsel og børnepasning, mener Karen Sjørup:

»Det kommer bag på mange, hvor meget de egentlig er blevet sat tilbage i forhold til deres arbejde, når de søger job igen efter flere års fravær. Deres uddannelse er ofte blevet forældet og forringet, og de bliver nødt til at bruge tid på at få den genopfrisket for at få et job,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen