Farum Kommune glemte regninger til boldklub

Anklagerne om sammenblanding af økonomierne i Farum Kommune og Farum Boldklub får stadig mere næring.

Sidste år indgik kommunen en aftale med Farum Boldklub om, at klubben skal have 3,1 mio. kroner om året for at lave drifts- og vedligeholdelsesarbejder på Farum Arena.

Der er bare det problem, at boldklubben aldrig har haft en driftsafdeling, så derfor har klubben hyret kommunale medarbejdere til at klare opgaverne.

Nu viser det sig, at kommunen ikke har opkrævet så meget som en krone for det arbejde, kommunens medarbejdere har udført.

Det har Farum Kommune glemt.

- Det er ene og alene min fejl. Det er en bommert, det må jeg erkende, men jeg har i dag afgivet en lodret ordre til bogholderiet om at sende regningen af sted med det samme, siger kommunens servicedirektør Peter Madsen til Ritzau i dag.

Aftalen trådte først i kraft den 1. januar, men alene for januar og februar har kommunen 217.000 kroner til gode. Marts er ikke gjort op endnu, men ifølge Peter Madsen er der tale om et beløb på omkring 100.000 kroner.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen