Antallet af asylansøgere halveret

Antallet af asylansøgere i Danmark er blevet halveret.

Efter at 1. kvartal for 2002 er gjort op, viser tal fra Dansk Røde Kors, at der i årets første tre måneder er kommet 1195 asylansøgere til landet.

Det er en halvering i forhold til samme kvartal i fjor, da tallet var på 2409.

Også i forhold til 2000 er antallet af asylansøgere i kvartalet næsten halveret.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) siger, at det er regeringens bebudede stramninger på flygtningeområdet, der slår igennem:

»Der er ingen tvivl, om at der findes et effektiv efterretningsvæsen blandt flygtningene selv og blandt menneskesmuglere. De har givetvis hørt om de planlagte ændringer i Danmark, og disse ændringer har givetvis ført til, at strømmen er stilnet af. Det er udmærket, at signalerne bliver hørt, og jeg mener, at de, der virkelig er forfulgt, nok skal komme under alle omstændigheder,« siger Bertel Haarder.

I Dansk Røde Kors mener lederen af asylarbejdet, Jørgen Chemnitz, ligeledes, at de danske signaler om stramninger har fået antallet af asylansøgere til at falde.

»Jeg beklager ikke, at de, der ikke reelt er forfulgt, bliver væk. Men for folk med et reelt beskyttelsesbehov er det ikke nødvendigvis godt, at de bebudede stramninger ser ud til at holde dem væk. For det betyder, at deres flugt fra terrorregimer og undertrykkelse, kan blive vanskeligere, fordi de må søge hen imod andre landet, der er mindre tilgængelige geografisk. Og så er jeg også bekymret over, hvordan andre lande ser på Danmark, hvis de føler, at Danmark sender flygtninge videre til dem ved selv at bygge højere mure op her i landet,« siger Jørgen Chemnitz.

orla.borg@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen