Kommunalt ansat sigtet for drab på 66-årig
Den sigtede i sagen om drabet på en 66-årig mand i Silkeborg er ansat i kommunen, oplyser flere medier fredag.
Borgmester Jens Erik Jørgensen oplyser, at der er tale om en 31-årig kvindelig social- og sundhedsassistentelev, der på tidspunktet for drabet var i praktik i kommunens hjemmepleje. Som led i sit arbejde kom hun i den 66-årige Niels Christian Jensen Katborgs hjem på Langelinie i Alderslyst.
- Det er forfærdeligt, at en medarbejder, der er ansat til at tage sig af ældre, nu er sigtet for drab på en af de ældre i Silkeborg, siger borgmesteren ifølge DR Østjylland.
Politiet ønsker ikke at kommentere oplysningen.
Kvinden blev i et lukket grundlovsforhør torsdag varetægtsfængslet i sagen. Dommeren mente dog "kun", at der er bestyrket mistanke om vold med døden til følge. Kvinden er sigtet for manddrab på den svækkede 66-årige, der tidligere var skovarbejder. Hun kærede ikke fængslingskendelsen.
/ritzau/