Skilsmisser præger børn for livet
Børn lider mere alvorligt og langvarigt under forældres skilsmisse, end det hidtil har været kendt herhjemme, skriver Kristeligt Dagblad. En ny opsigtsvækkende amerikansk undersøgelse viser, at skilsmisser sætter livslange spor.
Forskeren Judith Wallerstein, som har fulgt 131 skilsmissebørn gennem 25 år, påviser, at skilsmissebørn i de første år lider af angst for at miste begge forældre. De føler sig ofte ansvarlige for skilsmissen, men de alvorligste konsekvenser indtræder i voksenalderen, hvor skilsmissebørn har langt sværere ved at indgå i tætte parforhold end andre. Hvis de indgår ægteskab, bliver flere af dem skilt igen.
Formand for foreningen Børns Vilkår, børnepsykolog John Halse, foreslår på baggrund af undersøgelsen, at der indføres obligatorisk mægling og rådgivning for forældrepar, der overvejer at gå fra hinanden.
/ritzau/