Fund af multiresistent salmonella i kalkunkød

Forbrugere, der har købt vacuumpakket kalkunbryst fra Harboefarm i FDB's butikker med pakkedatoen 22. februar 2002, frarådes at bruge kødet.

Ved en rutinemæssig undersøgelse er der i forbindelse med Harboefarms egenkontrol påvist den multiresistente salmonellabakterie typhimurium DT 104 i skind fra kalkuner slagtet af Harboefarm den 20. februar 2002.

Ifølge Harboefarm blev der fra dette parti den 22. februar produceret 5100 kg vacuumpakket kalkunhønebryst i 1200 g pakninger fra besætningen. Pakningerne, der har en holdbarhed til 4. marts 2002, er solgt til FDB. Det er derfor ikke sandsynligt, at der på nuværende tidspunkt er mere tilbage i butikkerne. Men for en sikkerheds skyld har Fødevareregionen påbudt Harboefarm at trække eventuelle rester tilbage.

Forbrugere, som har købt kalkunbryst fra Harboefarm A/S med den pågældende pakkedato i deres fryser, rådes samtidig til ikke at bruge varen.

Det øvrige kød fra Harboefarm-besætningen er pakket og indfrosset på autoriseret frysehus. Fødevareregionen har beslaglagt partiet og påbudt det varmebehandlet jf de særlige bestemmelser om Salmonella DT 104.

Den kalkunbesætning, der har leveret de pågældende kalkuner til Harboefarm A/S, er blevet stillet under offentligt tilsyn.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen