Advokater skal kulegrave Farum

En stribe økonomiske og juridiske forhold i Farum Kommune skal kulegraves af et advokatfirma i den nærmeste fremtid. Det vedtog et enigt byråd torsdag, hvor den politiske følgegruppes forslag til, hvad der skal undersøges, blev godkendt.

Undersøgelsen skal koncentreres omkring otte punkter, hvoraf det første omhandler de omstridte repræsentationsudgifter i millionklassen, som skal undersøges tilbage fra 1998. Men også relationerne mellem Farum Boldklub og Farum Kommune samt konsekvensen af "sælg og lej tilbage-aftalerne" med finansieringsinstituttet FIH bliver omfattet af advokatundersøgelsen.

Hvem, der skal foretage undersøgelsen, og hvor meget, den kommer til at koste, er endnu uvist, men de spørgsmål vil følgegruppen arbejde med de nærmeste dage, så økonomiudvalget og byrådet snarest kan komme til at tage stilling til et konkret forslag.

Udover at bestille en tilbundsgående juridisk og økonomisk analyse af en række konkrete forhold skal advokatundersøgelsen desuden afdække beslutningsprocesserne bag forholdene, ligesom den skal komme til bunds i, hvordan udgifterne er blevet bevilget.

Det samlede byråd har godkendt, at det advokatfirma, der kommer til at foretage undersøgelsen, skal have uhindret adgang til alle relevante breve, dokumenter, kontrakter og aftaler.

Følgende punkter skal belyses i den kommende advokatundersøgelse:





  • Afholdte repræsentationsudgifter i perioden 1998-2001. Det faktiske forbrug i forhold til budgettet og opdelt på enkeltposte, herunder borgmesterens repræsentation.









  • Udgifter til udlandsrejser i perioden 1998-2001 med særlig fokus på velfærdsrejser og rejser til Litauen.









  • Relationerne mellem Farum Kommune og Farum Boldklub fra 1999, herunder personaleforhold.









  • Konsekvenser af aftalen med Team Danmark.









  • Konsekvenser af aftalerne med FIH.









  • Farum Kommunes køb og salg af fast ejendom i 2000 og 2001.









  • Foreløbige byggeregnskaber for Farum Park, Farum Arena, Farum Marina og Farum Svømmehal, såfremt endelige byggeregnskaber ikke foreligger.









  • Øvrige bygge - og anlægsopgaver igangsat eller bestilt i 2000 og 2001.





/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen