Tyske hilsener til Danmark

Berlin

Tre gamle, store jord-til-luft raketter skulle bringes til sprængning på et særligt indrettet område i Afghanistans hovedstad Kabul. Kyndige danske og tyske sprængningsenheder havde anbragt to af raketterne på et særligt transportkøretøj, da den tragiske ulykke skete. Den ene, muligvis begge raketter eksploderede før tiden, og rev fem unge soldater i døden, tre danske og to tyske.

Den tyske forsvarschef Harald Kujat gav som den første i går kl. 16.15 på en pressekonference i Berlin officiel bekræftelse på ulykken, der var sket kl. 13.35 mellemeuropæisk tid (17.05 lokal Kabul-tid). Forsvarschefen var synligt dybt påvirket af den tragiske ulykke og havde undertiden vanskeligt ved at finde ord.

Endvidere var syv blevet kvæstet, heraf tre alvorligt, to mellemsvært og to let. Det var bragt til henholdsvis det nærliggende tyske og det fransk lazaret i Kabul. Om nogle svæver i livsfare, blev ikke oplyst.

For Harald Kujat var det vigtigt at understrege, sagde han, at der havde været tale om en ulykke, og at soldaterne fra de internationale ISAF-beskyttelsesstyrker (International Security Assistance Force) ikke havde været indblandet i kamphandlinger.

Dybt berørt

Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder er »dybt berørt« af den tragiske ulykke i Kabul og udtalte i går for pressen i Berlin sin »hele medfølelse« til pårørende, både i Tyskland og Danmark. Den tyske præsident Johannes Rau har udsendt en medfølende hilsen til alle omkomnes pårørende.

Det tyske samfund fik i går vished om den frygtede risiko ved at deltage i en militær indsats i Afghanistan, om end de omkomne ikke havde været indblandet i krigshandlinger. For et par dage siden blev det officielt, at tyske specialenheder - ligesom danske jægersoldater - deltager i jagten på taleban- og Al Qaida-soldater.

De pågældende raketter var gamle sovjetiske antiluftraketter af typen SA-3, årgang 1961. Enten var det raketter, som sovjetrusserne havde efterladt efter krigen i Afghanistan i 1980'erne, eller afghanske enheder havde erobret dem. Der er tale om svære våben på 150 kg, heraf et sprænghoved på 60 kg.

Ukendt årsag

Årsagen til eksplosionen var i går endnu ikke kendt, oplyste Harald Kujat. Ifølge al viden, og hvad havde kunnet være verificeret, var alle forholdsregler blevet »forskriftsmæssigt opretholdt«. General Kujat tilbageviste spekulationer om, at utilstrækkelig uddannelse af soldaterne eller manglende udstyr kunne have været skyld i ulykken.

De danske og tyske enheder havde konstateret, at de pågældende, fundne raketter ikke kunne demonteres. Tændsatsen var defekt. Derfor havde de gjort forberedelser til en sprængning af de kraftige våben. Specielt de tyske soldater havde erfaring med gamle sovjetiske våben. Tilsyneladende er eksplosionen sket tidligt og udforudset.

Kyndige militærfolk i Berlin siger, at opgaven med tilintetgørelse af skarp ammunition hører med til disse ISAF-enheders opgaver. Ingen kan forestille sig, at udrustningen ikke havde været optimalt.

Harald Kujat sagde i går, at netop de omkomne soldater til stadighed havde været konfronteret med risikoen for sprængningsulykker, men at de også var veluddannede til netop disse farefulde opgaver. Kujat ville ikke give personlige oplysninger om de omkomne soldater. Den tyske forsvarschef sagde på pressekonferencen, at ulykken ingen betydning havde for de pågældende ISAF-troppers opgaver og ikke ændrede den. Gerhard Schröder bekræftede det samme, men tilføjede, at det var vanskeligt at vende tilbage til dagsordenen, også selv om der var tale om en ulykke.

Den tyske forsvarsminister Rudolf Scharping var på vej til tyske marinestyrker, der deltager i kampen mod den internationale terrorisme ud for Afrikas Horn, da han hørte om den tragiske ulykke og vendte straks kursen tilbage mod Berlin.

Det tyske Bundeswehr deltager med knap 1000 soldater i ISAF-enhederne, der bidrager med at øge sikkerheden i hovedstaden Kabul og nærmeste omegn, til støtte for overgangsregeringen under ministerpræsident Hamid Karsai.

Dertil kommer et ukendt antal soldater i specialenhederne, der jager taleban-krigere.

kent.olsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen