Avislederes kommentarer til udlændingeudspillet

Det er meget stærkt delte meninger, der kommer til udtryk i fredagsavisernes ledere om regeringens udlændingeudspil.

Kristeligt Dagblad synes godt om det:

- Et så omfattende udspil rummer talrige problemer, men selv med visse modereringer vil forslaget med stor sandsynlighed begrænse indvandringen. Samlet set må man sige, at regeringen foreløbig efterlever de mange løfter, der blev givet i valgkampen, og gør op med mange års godhedstyranni, hvor udlændinge i Danmark er blevet forsørget økonomisk, uden at der i øvrigt er gjort noget alvorligt for at sikre deres integration i samfundet, skriver avisen.

Politiken er dybt uenig og mener om regeringsudspillet, at "vi ikke kan være det bekendt": - Regeringen havde her en enestående chance for at foregå med et godt eksempel og sende et positivt signal til de minoriteter, der med gårsdagens udmelding har fået endnu en spand koldt vand i hovedet af det danske samfund.

Avisen konstaterer, at en stor del af oplægget tager udgangspunkt i en holdning, der siger, at den danske folkestamme ikke tåler at blive blandet op med klodens andre indbyggere. - Eller i klar tekst: Danmark for danskere. At det samtidig i praksis er en illusion at bevare vores "etniske renhed" ved at lukke grænserne, gør kun øvelsen endnu mere forstemmende, mener avisen.

Morgenavisen Jyllands-Posten anser udlændingepakken for "som helhed fuldt acceptabel": - De involverede ministre kan med sindsro affærdige et skældsord som "kræmmer-udspil", der kommer fra Kristeligt Folkeparti. Med fortrøstning kan alle se frem til de færdige lovforslag. De har været længe undervejs, hvilket ikke er VK-regeringens skyld, mener Jyllands-Posten.

Weekendavisen forholder sig til gengæld stærkt kritisk:

- Planen synes mest at handle om at redde velfærdsstaten fra flygtninge og indvandrere. Man vil f. eks. begrænse menneskers mulighed for at gifte sig, og hverken dette eller afskaffelsen af de facto-begrebet vil betyde det store for statistikken. Men hvad gør det, når man bare ser ud, som om man endelig sænker bommene ved grænsen? spørger avisens lederskribent.

Berlingske Tidende stiller sig overvejende positivt til regeringsudspillet, som aviser betoner kommer på baggrund af et folketingsvalg, hvor befolkningen "gjorde det lysende klart, at grænsen for Danmarks evne til at modtage indvandrere er nået". Avisen advarer mod, at den kommende debat "fjerner fokus fra det centrale: - at det er nødvendigt med en ny start på udlændingeområdet for at få befolkningen med.

- Det er en kæmpeopgave for hele Danmark. Derfor bør et kommende forlig også gennemføres med det bredest mulige flertal, og det bør være regeringens udgangspunkt for de kommende forhandlinger, skriver bladet.

Informations lederskribent blev trist til mode under fremlæggelsen af udlændingeudspillet: - Ikke én eneste gang strejfede ministrene de menneskelige omkostninger, som udspillets lange række af stramninger, besparelser og ideologiske greb kan afstedkomme.

Avisen karakteriserer udspillet som "ugennemarbejdet og til dels udokumenteret: - Og hvad der måtte være af forsøg på rimelige justeringer, drukner stort set i VK-regeringens forsøg på at leve op til kravene fra Dansk Folkeparti og til egne krigshyl fra før valget, skriver Information.

Så skeptisk er B.T. ikke: - Regeringens udlændingepakke synes ved første gennemlæsning at være et realistisk bud på opfyldelse af de valgløfter, der spillede en afgørende rolle for Anders Fogh Rasmussens erobring af regeringsmagten, skriver bladet, men registrerer det også som en svaghed, at "integrationspolitikken helt savnes i det aktuelle udspil".

- Det kommende forhandlingsforløb vil være en stor udfordring for alle, der ønsker et ordentligt debatklima her i landet om udlændingepolitikken. At fortolke forslaget som udsprunget af ondskab, umenneskelighed, fremmedfrygt og racisme er undergravende for samfundets sammenhængskraft, skriver avisen.

Fyens Stiftstidende udtrykker en vis tvivl om regeringens udspil ved i overskriften at stille spørgsmålet "skrig eller uld?": - Når udspillet i de kommende dage diskuteres, bør det ikke i kampens hede glemmes, at det er mennesker i nød, der handles med. Men det skal heller ikke glemmes, at udspillet kommer, fordi den gamle regering var ude af trit med et befolkningsflertal, skriver avisen, der efterlyser "en anstændig debat".

JydskeVestkystens lederskribent fastslår, at der er "valuta for krydset på stemmesedlen til de vælgere, der betragtede udlændingedebatten som valgets vigtigste tema".

- Men det er også vigtigt at understrege, at selv om nogle af elementerne i pakken er stærk tobak, skal grundpillen i udlændingepolitikken være - og er det fortsat med de nye love - at Danmark er i stand til at tage mod de flygtninge, der er i virkelig nød, understreger avisen.

I slutningen af lederen hedder det bl.a.: - Når vi forlanger, at flygtninge og indvandrere skal forsørge sig selv og tale sproget, skal vi også give dem mulighederne. En afvisende holdning, der i visse tilfælde smager af racisme, er beskæmmende og uværdig.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.