100.000 bliver syge på hospitaler
Snavsede hænder, bakteriefyldte vandhaner og mangel på pleje. Altsammen er det årsagen til at mindst 100.000 danskere, der hvert år kommer på hospitalet for at blive raske, ender med at blive mere syge. Det skriver Søndagsavisen, som er kommet i besiddelse af en undersøgelse foretaget af Statens Seruminstitut, der offentliggøres i næste uge.
Undersøgelsen viser, at 10 procent af de indlagte på landets sygehuse pådrager sig en infektion som følge af dårlig hygiejne.
Infektionerne dækker over et bredt spektrum fra harmløse mavelidelser til alvorlige stafylokokinfektioner.
I gennemsnit får hver patient forlænget deres ophold med cirka syv dage som følge af infektionen. Tilsammen giver det omkring 700.000 sengedage om året. Udgifterne til medicin, pleje og tabt arbejdsfortjeneste løber op i over en milliard kroner årligt, viser beregningerne fra seruminstituttet.
/ritzau/