Fyringer på vej i Københavns Energi
Inden sommerferien kommer der fyringer i både Københavns Energi (KE) og et af datterselskaberne. Det sker, efter at politikerne har strammet grebet om den omstridte virksomhed.
Op mod 65 kommunalt ansatte medarbejdere i Københavns Energi (KE) står til at få en fyreseddel. Det bliver konsekvensen af de skærpede sparekrav, som miljø- og forsyningsudvalget i København netop har pålagt virksomheden i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2005.
»Det er for tidligt at sige præcist, hvor mange ansatte der bliver fyret. Men selv med den naturlige afgang kan vi ikke nå målet med 65 færre stillinger,« siger Mogens Gaffron, personalechef i KE.
Besparelserne skal have virkning fra den 1. januar 2005, og på grund af lange opsigelseskontrakter bliver medarbejderne allerede afskediget inden sommerferien i år.
»Der bliver tale om at fyre bredt. Alle kommunale forvaltninger er for tiden igennem sparekrav, og dem må vi også leve op til. Men vi håber på en fortsat naturlig afgang og vil tilbyde fordelagtige fratrædelsesordninger,« oplyser Mogens Gaffron.
Dyr udflytning
Også KE Marked, som er et udskilt aktieselskab under Københavns Energi, står foran afskedigelser. Her har man netop færdiggjort regnskabet for 2003, som betyder fyring af op mod 20 ansatte.
For to måneder siden kom det frem, at udflytningen af KE's hovedsæde til Ørestad blev 27 mio. kr. dyrere end planlagt. I den forbindelse garanterede KE's ledelse, at der ikke blev tale om en fyringsrunde.
»Men flytningen til Ørestad og de forestående fyringer har intet med hinanden at gøre. På det tidspunkt kendte vi ikke det kommunale budget,« forklarer Mogens Gaffron.
På spørgsmålet om, hvorvidt de ansatte skal indstille sig på yderligere fyringsrunder, siger personalechefen:
»Mit bedste bud er, at vi skal blive ved med at effektivisere. Jeg håber, det kan ske med en naturlig afgang, men om der kommer nye, pludselige besparelser, har jeg ingen sikker viden om.«
Privatisering
Talrige gange har politikerne i København diskuteret, om KE skal privatiseres eller ændres til et aktieselskab. Særligt den borgerlige fløj har været fortalere for en privatisering. KE har ikke mulighed for at optage lån, fordi virksomheden er kommunalt ejet.
»Derfor er de kommende besparelser endnu et element i presset på at få KE ændret til minimum et aktieselskab og allerhelst en ren privat virksomhed. Det afgørende er, at KE fungerer på markedets vilkår,« mener Mogens Lønborg, gruppeformand for de konservative i København.
Københavns Energi har kunder inden for el, gas, vand, varme og afløb. Virksomheden har ca. 1.550 medarbejdere.