En mand og hans ubåd

Peter Madsen fik ideen i et øjebliks vanvid: Han ville bygge sin egen ubåd. Nu er ubåden "Freja" en realitet, og flere er undervejs.

Peter Madsen har en ubåd. Han har selv bygget den. Ubåden hedder "Freja" og er netop blevet klar til at blive søsat. Den skal i vandet ved Refshaleøen i Københavns Havn.

»Det er en fantastisk dag i dag. Mit lille barn skal i vandet. Et skib er dødt på land. Det er nu, det bliver sjovt,« siger Peter Madsen entusiastisk.

"Freja" er godt syv meter lang, og der er plads til to personer i det lille kontrolrum. Den vejer 3,2 tons på land og 4 tons under vand.

Der er store koøjer i siden og mindre i tårnlugen og i stævnen, hvor man kan betragte undervandsverdenen udenfor, når kaptajn Madsen dykker ned under havets overflade.

Peter Madsen har altid interesseret sig for teknik og for at opfinde ting. Da han var 10 år, fandt han en kemibog, hvor der stod, at man kunne lave hydrogen ved at opløse zink i saltsyre. Fundet fik ham til at snuppe lidt af tagrenden på familiens garage, opløse den og fylde hydrogenet i balloner, der så steg til vejrs. Dermed var en opfinder født.

Et lille rumskib

Tidligere har han søgt de højere luftlag og ikke dybderne som nu. Han har brugt mange år på at bygge raketter, og en enkelt gang har han kastet sig ud i at bygge en luftballon, men begge dele er lagt på hylden.

»Når man laver raketter og luftballoner, går man 100 meter væk og iagttager. Jeg vil gerne selv være med. Det giver ubåden mig mulighed for,« forklarer han.

Desuden mener han, at forskellen på en raket og en ubåd ikke er særlig stor:

»Det mest fascinerende, mennesket nogensinde har gjort, er at bevæge sig væk fra denne planet. En ubåd minder på mange måder om en raket. Fartøjet forsyner dig for eksempel med luft og varme. Ubåden er mit eget lille rumskib,« siger selvbyggeren.

Den første af sin slags

Der er ikke mange, der bygger deres egne ubåde. Faktisk er »Freja« den første af sin slags i Danmark. Peter Madsen er stolt af at være den første, der har sin egen hjemmelavede ubåd, men det giver også problemer af og til, fordi der ikke er lavet regler for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.

»Jeg ville gerne have lov til at lægge til i Brøndby Havn, men det kunne ikke lade sig gøre. I deres papirer er en ubåd det samme som et krigsskib, og de ville ikke have krigsskibe i havnen,« fortæller Peter Madsen og understreger, at det langt fra er tilfældet.

»"Freja" er ren underholdning og helt fredelig. Selvfølgelig kan jeg godt være lidt bange, når vi dykker. På samme måde, som når man springer i faldskærm. Det bliver aldrig rutine,« siger han.

Ridser i lakken

Det store øjeblik er kommet. "Freja" skal i vandet. Ubåden er blevet transporteret fra værkstedet over til kajen, hvor den skal søsættes. Transporten gik ikke helt efter planen. "Freja" stod ellers flot på ladet af lastbilen, men halvvejs væltede ubåden om på siden.

»Jeg var lige ved at få et hjerteslag. Det havde ikke været til at bære, hvis alt arbejdet endnu en gang havde været forgæves,« siger en lettet Peter Madsen, der før har mistet sin ubåd i et trafikuheld. En vognmand havde beregnet højden forkert og kørte frontalt ind i en bro med ubåden på ladet. Denne gang slap Peter Madsen med skrækken og "Freja" med et par ridser i lakken.

Den store test

Ubåden hænger i seletøjet ud over vandet. Om et par minutter skal den bestå den store test. Kan den flyde, eller synker den til bunds? Kan den dykke, og holder det store undervandskoøje tæt?

Da "Freja" rammer vandoverfladen, hopper Peter Madsen om bord. Da det viser sig, at den ikke synker, ligner han en lille dreng, der har fået lige den julegave, han ønskede sig allermest. Hans glæde bliver endnu tydeligere, da han tænder motoren og sejler af sted.

»Den lyder jo som en symaskine. Og den sejler meget hurtigere, end jeg havde regnet med. Alt arbejdet har virkelig betalt sig,« siger han og smiler med hele hovedet.

Nu mangler "Freja" kun at bestå den sidste prøve: dykket. Peter Madsen tripper utålmodigt og taler i en lind strøm, mens ubåden tager vand ind, så den bliver tung nok til at bevæge sig mod havbunden.

Han vil ikke have gæster med på det første dyk, for hvis det viser sig, at koøjet ikke holder tæt, er det ude med de ombordværende.

»Den risiko må jeg hellere tage alene,« griner han.

Dykket går helt efter planen. Koøjet holder til presset, og ubådsbyggeren kan ånde lettet op.

"Freja" er den første ubåd, Peter Madsen har bygget, men det bliver ikke den sidste. Nummer to bliver 12 meter lang, og arbejdet er allerede godt i gang.

Drømmeprojektet

På tegnebrættet arbejder han med sit drømmeprojekt. En ubåd på 25 meter med mulighed for at stå oprejst i kontrolrummet.

»"Freja" er bare et skridt på vejen. Jeg håber, jeg kan sejle på alverdens have sammen med alle mine venner i ubåden. Lykkes det, kan jeg ikke ønske mig mere,« siger Peter Madsen.

maj.munk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.