Kvindelige læger vil ikke være kirurger
Kvindelige læger vil hellere være gynækologer end ortopædkirurger. Da 60 pct. af de nyuddannede læger er kvinder, kan det på længere sigt komme til at betyde, at nogle specialer vil komme til at mangle læger.
Ugeskrift for læger offentliggør i dag en undersøgelse af yngre lægers specialevalg over en femårig periode. Den viser, at der er store kønsforskelle på, hvilke specialer en ung nyuddannet læge vælger.
Det er især de kirurgiske specialer, som kvinderne vælger fra. Forskerne bag undersøgelsen fandt således, at mens 87 pct. af ortopædkirurgerne var mænd, var billedet omvendt i børne- og ungdomspsykiatrien og på de gynækologiske og obstetriske afdelinger. Her var over 80 pct. af de ansatte kvinder.
Årsagen til, at kvinder ikke vil være kirurger, kender forskerne ikke. De henviser til, at flere danske og udenlandske undersøgelser tidligere har vist, at kvinder vægter gode muligheder for selv at tilrette arbejdet og et ønske om få vagter højere end deres mandlige kolleger. Men forskerne bag den nye undersøgelse peger på, at gynækologer også har mange vagter, hvorfor vagtbelastningen langt fra kan være hele forklaringen. Samtidig er kirurgi et meget mandsdomineret område, hvorfor der mangler rollemodeller.
Undersøgelsen, som er lavet af stud. scient. pol. Katrine Backman Nøhr sammen med læge Berit Sanne Andersen og ledende overlæge Jan Greve, peger desuden på, at der også er forskel på hvordan de to køn kvalificerer sig til en stilling.
Kvinderne opnår flest point for kliniske erfaringer og teoretiske kurser, mens mændene satser på forskning og undervisning.