KL og KTO: Vi er allerede godt i gang med kvalitetsudvikling
Kommunerne er allerede selv godt i gang med kvalitetsudvikling, mens partierne på Christiansborg stadig pusler med deres udspil til de bebudede forhandlinger om en kvalitetsreform i den offentlige sektor.
97 procent af de 98 kommuner har hver især udviklingsprojekter i gang inden for skoleområdet, daginstitutioner eller hjemmeplejen, viser en undersøgelse, som Kommunernes Landsforening (KL) og de ansatte i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) har fået lavet.
Og det tager KL og KTO som udtryk for, at der hverken er brug for centralt fastsatte minimumstandarder eller andre bureaukratiske kontrolregler til at udvikle den offentlige service, sådan som flere partier på Christiansborg har luftet krav om.
/ritzau/