Spionen, der fortrød

Eckardt Nickols verden var mørkets. Forræderiet var hans metier. Alligevel plages han i dag af skyldfølelse.

»Jeg skammer mig. Hvad jeg har været med til at gøre mod Danmark var forkert. Danmark var et lille, uskyldigt og venligsindet land. Det var ikke vores fjende«. I to år har han boet i en lille landsby i Sønderjylland sammen med sin danske kæreste. Hans eget land, DDR, eksisterer ikke mere.

»Jeg føler mig i dag meget mere hjemme i Danmark end i dagens Tyskland. Jeg er blevet en stor tilhænger af danske værdier: Tolerance, tilbagelænethed, åbenhed, forståelse mellem mennesker. Det stik modsatte af, hvad jeg bedrev i mit tidligere liv«.

I den lavloftede stue huserer en veloplagt, lille hund, kaldet Ib. I haven tynges frugttræernes grene til jorden. En regnbyge skyller forbi. Her emmer af frodig, dansk sommer. Det var dette land, som Eckardt Nickol havde som embedspligt at undergrave og destabilisere.

15 år med Stasi

Eckardt Nickol var frem til Murens fald i 1989 oberstløjtnant i DDRs Ministerium for Statssikkerhed, det berygtede Stasi. Han var føringsofficer for DDR-agenter i Vesttyskland og Skandinavien, tilknyttet afd. XV, der havde ansvaret for den politiske spionage mod disse lande. Han var dermed en højtstående medarbejder i det enorme Stasi-maskineri, der i alt omfattede 100.000 regulære medarbejdere og 170.000 løsere tilknyttede agenter, stikkere og spioner.

Men navnlig var han en vigtig brik i den legendariske spionchef Markus Wolfs imperium for udlandsspionage, Hauptverwaltung Aufklärung (HVA), først i Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse, Østberlin, og siden i Stasi-centralen i Thüringen.

Den tyske rigsadvokat undersøgte i flere år Eckardt Nickols Stasi-karriere, der strakte sig fra 1974 til 1989. I forbindelse med en generalamnesti til alle Stasi-folk uden for den absolutte inderkreds, blev sagen mod ham opgivet i 1996.

Da DDR brød sammen, brød også den i dag 49-årige Eckardt Nickols verden sammen. De ti år siden dens kollaps har han brugt på at bearbejde sig selv og den livsløgn, han levede på i DDR.

»Jeg skammer mig ikke over at have været tilknyttet en efterretningstjeneste. Vi arbejdede for vort land, som jeg troede på politisk. Alle lande har et efterretningsvæsen. Metoderne er ofte de samme. Jeg forherliger ikke mit arbejde: Jeg har skadet mennesker. Og jeg var en del af et undertrykkelsesapparat uden lige. Men jeg fortryder, at det netop var Danmark, som jeg var med til at bearbejde. Det gav ingen mening, kan jeg se i dag«.

Stasi havde mange agenter i Danmark: Danskere, der mod betaling gik i Stasis tjeneste. Danskere, der af politisk overbevisning forrådte deres land. Danskere, som ikke vidste, at de blev brugt som kilder. Danskere, der troede, at de arbejdede for helt andre lande end DDR.

Udlændinge, der kunne operere friere i Danmark end andre steder. Udsendte DDR-agenter, der kunne rejse som vesttyskere i NATO-landet Danmark. »Den danske lovgivning er meget liberal. Den lægger ikke særligt stor vægt på sikkerhedsaspekter. Svenskerne var langt skrappere. Danskerne er et åbent folk. De interesserede sig ikke for spionage. Måske lidt naive, i positiv forstand, fordi deres grundindstilling er så tilbagelænet. Det var heller ikke svært for os at skaffe agenter i Danmark. Vi havde forholdsvis flere agenter i Danmark end i mange andre lande. Her tror jeg også, at det høje danske skattetryk spiller ind. Mange kunne lokkes med penge,« siger Eckardt Nickol.

10-12 gange var han personligt i Danmark for at møde agenter i marken, selv om han teoretisk løb en betydelig risiko. Møderne foregik altid på Lolland. Uden problemer tog han ud og hjem med færgen Warnemünde-Gedser på falske papirer. Politiets Efterretningstjeneste, PET, mærkede han aldrig noget til.

»Men det er da muligt, at de har haft kendskab til mig. Jeg tror da også, at PET opererede i DDR. Der siges meget negativt om PET i dag, som jeg synes er helt uretfærdigt. En efterretningstjeneste i et demokrati har klare begrænsninger, fordi den er underlagt parlamentarisk kontrol. Vi i Stasi kunne gøre, hvad vi ville: Penge nok, afhøringer, postkontrol osv. Vore metoder blev aldrig diskuteret«.

Ingen navne

Han vil ikke sætte navne på sine agenter i Danmark. »Jeg vil ikke forråde dem i dag. Den tid er også forbi. Når man følger "Lenz"-sagen, må man undres over denne pludselige interesse for spionage. Det er det rene hysteri. Hvorfor interesserede man sig ikke for spioner dengang? "Lenz"-sagen viser netop, hvad der kan koges op, når der sættes navne, menneskeskæbner, i omløb. Alle disse arkiver, der citeres fra, fortæller ikke altid sandheden«.

Eckardt Nickol kender til "Lenz"-sagen. Han bekræfter, at "Lenz" har fungeret som agent for DDR, men han har ikke selv haft noget med ham gøre.

»Af hans registreringsnummer kan man se, at han kun har været en nogenlunde kilde. Stasi gav ham karakteren 2-3, hvilket var gennemsnit. Meget tyder på, at "Lenz" har arbejdet for et kontor i en afdeling 15, formentlig i Rostock. Vi havde langt bedre kilder end "Lenz", også i Danmark«. De informationer, som Stasi indhentede i udlandet, herunder Danmark, blev udvekslet med vennerne i den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB. Det skete på regelmæssige møder én gang om ugen i KGBs hovedkvarter i Karlshorst ved Berlin, der var det største uden for Sovjetunionen med 2.500 tilknyttede agenter.

På grund af sprogbarrieren var KGB ikke selv særligt aktiv i Danmark, siger Eckardt Nickol. KGB var derfor afhængig af oplysninger fra Stasi, men også fra efterretningstjenesterne i Polen og de tre baltiske lande, der ifølge Nickol alle var meget aktive i Danmark. Under disse møder med KGB lærte Eckardt Nickol i øvrigt en ung, sovjetisk KGB-officer ved navn Vladimir Putin, stationeret i DDR, at kende. Han skulle mange år senere blive det frie, demokratiske Ruslands præsident.

Justitsminister Frank Jensen (S) har i forbindelse med "Lenz"-sagen oplyst, at op mod 50 danskere var på Stasis lønningsliste. Eckardt Nickol anser tallet for overdrevet. Der var højst 40, oplyser han. De blev brugt som kurerer, til at skaffe dækadresser, organisere agent-møder, vurdere agent-kandidater og skaffe konkrete oplysninger.

I de første årtier efter Anden Verdenskrig lykkedes det Stasi at hverve danskere ved at afpresse dem på deres nazi-fortid under Besættelsen.

Den bedste kilde var en højtstående embedsmand i det danske udenrigsministerium, der formentlig blev rekrutteret i 1950'erne eller 1960'erne, oplyser Eckardt Nickol, der ikke selv havde noget med at ham gøre: »Men jeg har hørt om ham«.

Her var der tale om en topkilde, der leverede topmateriale. Kilden lever ikke mere. Ved sin pensionering fra Udenrigsministeriet ophørte også hans agent-virksomhed. En ifølge Nickol kendt dansk journalist var uhyre aktiv som DDR-agent i 1960'erne og 1970'erne. Journalisten virkede i hele Norden. Han skal have haft en klemme på i hvert fald én PET-medarbejder.

I flere tilfælde brugte Nickol en såkaldt "udvekslings-agent". En dansker i Stasis tjeneste forsvandt i fire-seks uger i DDR, mens en udsendt Stasi-officer tog hans identitet for at løse en konkret opgave i Danmark, som Nickol i dag ikke vil fortælle om. Når missionerne var tilendebragt, byttede de identiteten tilbage igen.

»Danskeren vidste næppe selv, at han blev brugt i et sådant spil«, siger Nickol.

Ikke alle var klar over, at det var Stasi, de tjente. Flere af agenterne var hvervet under "falsk flag". De troede, at de leverede oplysninger til en helt anden efterretningstjeneste. En af de agenter, som den ovennævnte journalist hvervede, troede således, at han arbejdede for den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Kun når det gælder den velkendte spionagesag mod journalisten Flemming Sørensen (Stasi-dæknavn: "Flame") , der for 25 år siden også var tilknyttet Morgenavisen Jyllands-Posten som korrespondent i Bonn, vil Eckardt Nickol bekræfte et navn.

»Her var tale om oplagt landsforræderi. Sørensen bragte mennesker i fare ved at orientere Stasi om østtyskere, der planlagde at flygte fra DDR. Jeg forstår slet ikke, at Dansk Journalistforbund dengang bakkede ham sådan op. Det kunne antyde, at der skal dækkes over andre«.

Sagen mod Flemming Sørensen blev opgivet i 1983, men den tyske rigsadvokat har efterfølgende oplyst, at hvis myndighederne dengang havde vidst, hvad man ved i dag efter Stasi-arkivernes åbning, var Sørensen blevet dømt. Flemming Sørensen lever i dag et stille liv i København.

Påvirkningsagenter

Eckardt Nickol arbejdede i Danmark navnlig med påvirkningsagenter, der bearbejdede den danske opinion, hovedsagelig gennem de politiske partier og folkelige organisationer.

Han nævner de nære forbindelser mellem Det radikale Venstre og det østtyske Bondeparti, navnlig i 1960'erne og 1970'erne, som et oplagt eksempel på, hvordan påvirkningen fandt sted. Mange radikale politikere har gennem årene været inviteret til DDR og overnattet i Bondepartiets gæstehuse.

Mange kontakter gik over "Venskabsforeningen Danmark-DDR", hvor der sad en udsendt Stasi-agent i organisationen i København.

»Både for Det radikale Venstre og for Venskabsforeningen gjaldt, at de ofte ikke kunne vide, at deres informationer tilflød Stasi. Det samme gælder de andre, politiske partier", siger Eckardt Nickol.

Også forbindelserne mellem den danske forfatterforening og forskellige DDR-organisationer, alle styret af Stasi, var meget hjertelige, oplyser han.

Navnlig i fodnote-perioden i 1980'erne, da et flertal i Folketinget påtvang den borgerlige regering Poul Schlüter 23 NATO-kritiske fodnoter, fiskede Stasi i rørt vande i Danmark.

»Vi bearbejdede Socialdemokratiet hårdt. Det kørte ofte over DDR-ambassaden i København, der havde mange møder med socialdemokrater. De oplysninger, der kom frem under et sådant møde, blev omgående indrapporteret«.

Fredsbevægelsen

I dag siger Eckardt Nickol, at det var godt, at DDR og den øvrige Østblok ikke fik held med sin kampagne mod stationeringen af de nye NATO-raketter.

»I Danmark stod udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fast i sin modstand mod NATO-fodnoterne. Hans linje var den rigtige. Det viste sig jo også bagefter. Hvis Østblokken havde vundet Den kolde Krig, er det ikke godt at tænke på, hvad der var sket. Vi ville næppe have været så milde i vores omgang med "fjenden", som Vesten i dag er med os«.

Fredsbevægelsen blev også udsat for voldsom påvirkning, da debatten stod om det sovjetiske forslag om en atomvåbenfri zone i Norden. Efter at CSCE - Konferencen for Fred og Sikkerhed i Europa - var blevet dannet i 1975, brugte Stasi også i Danmark mange kræfter på at få fjernet det fokus på menneskerettigheder, der var en en del af CSCE's grundlag.

Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, var genstand for en særlig bevågenhed, men Eckardt Nickol afviser, at der tilflød DKP Stasi-penge.

»Det kørte over Hermann Axens pengekasser«, siger han.

Hermann Axen var udenrigspolitisk ekspert i det østtyske kommunistpartis politbureau.

Også under de årlige Østersø-uger i Rostock, store handelsmesser, fiskede Stasi alvorligt. Talrige danske forretningsfolk er med eller mod deres vidende blevet brugt i Stasis spil, siger Nickol.

Det samme gjaldt delegationer fra fagbevægelsen. Navnlig SiD havde ofte grupper i DDR. I deres nærhed sværmede Stasis folk for at opsnappe informationer, der kunne indberettes.

»Når vi hvervede folk eller fik dem til at overtage vore politiske synspunkter, bildte vi hinanden ind, at vi havde gjort dem til kommunister. Det var et blændværk. Og det kostede os en masse penge, uden at vi blev meget klogere«.

Det østtyske firma, Carl Zeiss Jena, havde frem til Murens fald et kontor i København, der ifølge Eckardt Nickol blev brugt til omfattende agent-virksomhed. Han oplyser, at den vesttyske efterretningstjeneste, BND, på et tidspunkt havde en aktion kørende mod kontoret, men han har ikke kendskab til detaljer.

Fokus skifter

Med tiden blev de politiske påvirkningskampagner underlagt DDRs behov for at skaffe hård valuta til statskassen.

Fra begyndelsen af 1980'erne stod det klart, at DDR nærmede sig en statsbankerot. En stor vesttysk kredit i 1983 lukkede hullet i første omgang, men i udlandet brugte Stasi nu flere kræfter på at skaffe valuta hjem. Det skete som regel over Stasis særlige handelsorganisation, KoKo, hvis chef var Alexander Schalck-Golodkowski.

Også Eckardt Nickol måtte bruge flere agenter på at skaffe valuta end på at udbrede DDRs politiske synspunkter. For ikke at provokere den danske offentlighed unødigt blev kontakten til DKP i slutningen af 1980'erne skruet ned på et lavere blus, siger Eckardt Nickol.

I Danmark havde Stasi kontrol med tre-fire virksomheder, grundlagt af danskere, der arbejdede for DDR og Stasi.

»De opererede uden om den danske lovgivning«, som han formulerer det.

Virksomhederne, der alle lå i København-området, gik ifølge Eckardt Nickol alle ned, da DDR brød sammen. Dermed fjernedes deres forretningsgrundlag totalt.

Virksomhederne formidlede salg og køb af DDR-varer via KoKo-selskabet. Stasi brugte dem også til at indkøbe avanceret teknologi i Vesten og på den måde omgå NATOs særlige embargo mod Warszawapagt-landene for teknologi, opført på den såkaldte Cocom-liste.

Desuden blev virksomhederne brugt til at formidle internationale våbenhandler. KoKo havde adgang til et stort Stasi-våbenlager ved Rostock, som der blev solgt ud af for at skaffe vestlig valuta.

"Vi tabte - I vandt"

I dag må Eckardt Nickol leve med spørgsmålet om, hvad det hele nyttede.

»Vi tabte. DDR gik ned - slut, færdig, forbi. DDR var fra begyndelsen et kunstprodukt, der var dødsdømt. I de sidste mange år fungerede Stasi for nedsat kraft. Mængde blev et mål i sig selv i stedet for kvalitet. Du blev målt på, hvor mange agenter du kunne hyre, ikke på, hvad de fortalte. Vi skrev bjerge af dokumenter, som ingen læste. Systemet brød sammen under sin egen vægt. Det brugte de fleste kræfter på at beskæftige sig med sig selv og kontrollere sig selv. Det sagde vi til hinanden allerede i begyndelsen af 1980'erne. Men vi sagde det ikke videre. Vi havde for meget i klemme personligt: Gode stillinger, penge, mulighed for at rejse. Vi var privilegerede i Stasi«.

Af samme grund advarer han mod at have for stor tillid til Stasi-arkivernes udsagnsevne.

»Vi smurte tykt på i vores rapporter. Jeg siger ikke, at vi løj og fortalte eventyr. Men det var tæt på! Det gjaldt hele tiden om at indfri en målelig statistik. Derfor harmes jeg også i dag, når nye menneskeskæbner ødelægges på baggrund af disse dokumenter«.

Eckardt Nickol fik meddelelsen om, at Berlin-muren var åbnet, om aftenen i bilradioen på vej hjem fra arbejde. Det var den 9. november 1989. Da han kom hjem, lå der en seddel fra hans daværende kone. Hun var sammen med parrets to sønner blandt de første, der udnyttede hullet i Muren til at rejse til Vesttyskland.

»Det hele var forgæves«. Joern.mikkelsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.