Kommunens forældede tilbagekøbsret

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation er begyndt at lede med lys og lygte efter penge til at rette op på de sidste mange årtiers manglende og forkerte økonomiske dispositioner.

De har nu kastet sig over muligheden for at tilbagekøbe en række københavnske grunde og ejendomme, som for 60-100 år siden blev solgt med en klausul om at kommunen kunne tilbagekøbe grundene/ejendommene til salgsprisen (vel at mærke datidens salgspris).

Meningen med ordningen har vel været at tilbyde billige byggegrunde/ejendomme, som pga. klausulen ikke ville stige for meget i pris og holde prisen på grundene/ejendommene i nærheden af salgsprisen (for hvem vil købe en grund til en million kr., hvis kommunen kan tilbagekøbe den for 10.000 kr.).

ORDNINGEN HAR ligget godt gemt i mange år, og ingen har måske rigtig troet, at den ville få betydning, og datoen for indfrielse lå under alle omstændigheder langt ude i fremtiden.

Priserne på ejendomme/lejligheder er derfor steget sammen med markedspriserne, uafhængigt af ordningen.

Man kan altid mene om ordningens lovlighed, hvad man vil. Er det rimeligt, at kommunen kan benytte sig af en for længst forældet lovgivning, som er ude af trit med det moderne samfunds præmisser for køb og salg af ejendomme ?

Jeg mener nej. Især fordi frikøbsbeløbet for ejendommene i høj grad afhænger af den offentlige vurdering, som kommunen foretager. Vi er altså i den situation, at den myndighed, som vurderer ejendommene, også har pant i disse og ved at vurdere dem højt kan løfte frikøbsbeløbet betragteligt.

Det er jo imod al logik. For en prisvurdering af en grund, ejendom eller en bil afhænger jo i høj grad af, hvilke lån eller pantsætninger, der er i værdigenstanden. Og næppe mange ville købe en bil til en "markedsværdi" til 50.000 kr., hvis man vidste, at man efter et køb skulle betale 25.000 kr. til bilfabrikanten, fordi den oprindelige ejer indgik en sådan aftale.

Nuvel, ordningen er der, og det ser ikke ud til at politikerne vil lægge guldægget i mølposen. Den kan jo med - næsten - et slag halvere kommunens gæld på godt 10 mia. kr.

For ejere af grunde/lejligheder (herunder boligselskaber) må man gå ud fra, de har kendt til ordningens eksistens ved købstidspunktet - ellers har de enten ikke kigget ordentligt efter, eller sælger/ejendomsmægler har holdt klausulen skjult.

ANDERLEDES STILLER DET SIG for lejerne i de forskellige boligselskaber, såvel som almennyttige boliger. Jeg mindes ikke at have set en lejekontrakt, hvor der står skrevet, at fra en vis dato vil lejen stige (måske op til 1000 kr. pr. måned), som resultat af lånoptagelser til betaling af frikøb for tilbagekøbsretten.

Der hersker vel ingen tvivl om, at boligselskaberne/udlejerne har kendt til ordningen. Boligselskaberne/udlejerne har altså haft 60-100 år, hvor de har kunnet sætte penge af til frikøbet. Dette tror jeg ikke, de har gjort. Altså er vi i den groteske situation, at de lejere, som bor i lejebebyggelserne på tilbagekøbstidspunktet, kommer til at betale for, hvad alle lejerne igennem tiden egentligt har skullet bidrage med - eftersom de forrige lejere igennem tiden har nydt godt af den i starten billige købssum.

Hvem har skylden for denne manglende opsparing? Kommunen mener helt klart, det er boligselskaberne; de har bare ikke villet spare op.

Boligselskaberne, herunder specielt den almennyttige sektor med KAB i spidsen mener det er kommunens skyld af to grunde:

L Kommunen har tilsynspligt med boligselskaberne.

L De almennyttige boligselskaber har ikke lov til at spare beløb op af den størrelsesorden. Det er altså spørgsmålet om hønen og ægget. Hvis kommunen har tilsynspligt med selskaberne (de sidder i bestyrelserne), hvorfor har de så ikke påpeget over for disse, at der skulle ske en opsparing? Omvendt, hvis der vitterligt forelå en opsparing, skulle kommunen have påpeget, at en sådan opsparing ikke var lovlig.

OG SÅDAN KUNNE man blive ved - men et er sikkert; det er lejerne, som i sidste ende kommer til at betale gildet, for der er jo kun et sted at sende regningen hen. Regneeksempler fra kommunen selv (Økonomisk forvaltning, 25/5/99 - J.nr. Ø135/99) viser, at for to ejendomme med en nært forestående klausul, vil frikøb fra klausulen give en huslejestigning på op til 1000 kr. pr. måned for en lejlighed på 80 m2.

Ønsker ejendommene at udskyde frikøbet i 30 år kan de nøjes med at betale en bod svarende til en huslejestigning på op til 350 kr. pr. måned. Stadig en betragtelig stigning, hvor tilbagekøbet står ved magt 30 år senere.

Hvis kommunen har svigtet sin tilsyn, er det vel kun rimeligt, at ordningen afvikles om end ikke andet så for den del af boligmarkedet, hvor kommunen har haft denne tilsynspligt. Kan det derimod bevises, at det er boligselskaberne, der har sovet i timen, er der vel ikke andet for, end at kommunen tilbagekøber grundene/ejendommene og enten fortsætter som kommunal udlejer eller sælger dem videre til lejerne som andelsboliger.

Har boligselskaberne virkelig administreret deres selskaber så dårligt, fortjener de ikke at fortsætte som administratorer. Hvad skulle prisen så være ved videresalg til andelsbolig. Her har kommunen jo før vist sig at skalte og valte med kommunens værdier i forbindelse med bolig-afviklingsselskabet Thor for 2-4 år siden.

KOMMUNEN VALGTE dengang at tilbyde de kommunale lejere at købe deres bolig på andelsbasis til en pris som lå langt under markedsprisen. Kommunen har afhændet boliger med en markedspris på 100.000 kr. til kun 10.000-30.000 kr. afhængig af størrelse/beliggenhed. Det er svært at se logikken. Kommunen kræver, at en del af kommunens indbyggere via tilbagekøbsklausulen skal undgælde for årtiers dårlig økonomisk planlægning, samtidig med at en anden del af kommunens indbyggere køber deres ejendom på andelsbasis til en pris, der ligger langt under markedsværdien.

Kommunens gæld var vel også i nærheden af de 10 mia. kr. for 2-4 år siden, da Borgerrepræsentationen valgte den nemme - men økonomisk uansvarlige - vej og solgte sine aktiver/ejendomme til en pris, som lå langt under værdien for tilsvarende ejendomme.