Institut angriber blasfemiparagraf
Blasfemiparagraffen bliver nu angrebet fra en overraskende kant.
I sin kommende rapport om menneskerettigheder i Danmark vil Institut for Menneskerettigheder foreslå, at straffeloven ændres, så blasfemiparagraffen, der har en straframme på fire måneder, forsvinder.
»Religioner har ikke menneskerettigheder,« mener institutdirektør Jonas Christoffersen, der tidligere har været imod en afskaffelse.
Fri leg
Hvis man tillader gudsbespottelse, men samtidig bevarer racismeparagraffen, vil det i hans øjne skabe en klarere debat om ytringsfrihed, forstået på den måde, at man f.eks. gerne må spotte Gud, men ikke forhåne folk for at være kristne.
»Man vil kunne sige, at der er fri leg over for religionerne – stort set – men persongrupper skal beskyttes,« forklarer Jonas Christoffersen.
Forslaget modtages med glæde i Dansk Folkeparti, som vil føre det til Folketingssalen: »Det er forfriskende, at Institut for Menneskerettigheder tør sige det. Vi har tidligere fremsat forslag om at afskaffe paragraffen. Det lykkedes ikke at få flertal, men det virkede til, at der var sympati for det, så det vil jeg meget gerne fremsætte igen,« siger retsordfører Peter Skaarup.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil ikke melde sin holdning ud, før Straffelovsrådet har vurderet spørgsmålet.
Kritisk trossamfund
Islamisk Trossamfund er imod en afskaffelse:
»Eftersom kristendommen ikke længere har den store betydning i dagligdagen, vil en afskaffelse af blasfemiparagraffen være lovgivning direkte vendt mod islam,« siger talsmand Imran Shah, som mener, at muslimer oplever øget diskrimination.
Også Århus-biskop Kjeld Holm er imod, mens biskoppen på Fyn, Karsten Drejergaard, ikke vil savne paragraffen:
»Vi kristne skal jo være indstillede på at lide lidt for troen. Jeg synes, at paragraffen kan bortfalde. Religion skal naturligvis respekteres, men det skal ske ved folks frie afgørelse, ikke ved at noget er forbudt.«
- Er det i orden at slippe retten til at spotte religioner fri?
Deltag i debatten herunder:
- Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
- Få digital adgang til avisen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her