Indvandrere styres hjemmefra
Lige til at græde over, siger socialminister Karen Hækkerup (S) om ny undersøgelse.
Unge med indvandrerbaggrund er underkastet massiv social kontrol fra deres familier. Især når det gælder kærlighed og sex.
Det viser den første store undersøgelse af omfanget af den sociale kontrol i indvandrerfamilier. Resultatet af undersøgelsen bekymrer social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S).
»Undersøgelsen er nedslående og ualmindelig deprimerende læsning,« siger Karen Hækkerup, der er overrasket over omfanget af den sociale kontrol.
»Jeg havde overhovedet ikke drømt om, at det var så slemt. Det er til at græde over, at social kontrol for så mange mennesker åbenbart er en integreret del af deres hverdag,« siger ministeren.
3.000 med i undersøgelse
3.000 unge mellem 15 og 20 år har deltaget i undersøgelsen ”Ung i 2011”. Den viser bl.a., at hver anden unge nydansker oplever, at de ikke må have en kæreste, og at hver fjerde frygter, at familien vil vælge en ægtefælle til dem mod deres vilje.
Karen Hækkerup ser undersøgelsen som et opgør med tilliden til, at beskæftigelse er den vigtigste faktor for integration.
»Det er ikke nok alene at have fokus på, at hvis folk bare finder et arbejde, så kommer de også til at dele vores værdier. Vi skal holdningsbearbejde,« siger hun.
Opgør med udlændingedebat
Og så er det vigtigt med et opgør med de seneste 10 års udlændingedebat, mener ministeren.
»Den der dem og os-retorik har haft en negativ indvirkning. Den har skubbet folk derover, hvor de kigger indad mod deres egne værdier,« siger Karen Hækkerup, der føler sig bekræftet i, at den sociale kontrol er endnu stærkere hos efterkommere end hos indvandrere.
Den sammenhæng afviser integrationsordfører Inger Støjberg (V), der ikke er overrasket over rapporten.
»Det er det største ligestillingsproblem, vi har. Ministeren burde se at komme i gang i stedet for at spille overrasket og bekymre sig om tonen i debatten,« siger hun.