Minister: Rejsekortet nu eller aldrig
Sidste udkald for det elektroniske rejsekort: Det skal virke eller skrottes, truer transportministeren.
Efter at offentlige selskaber har brugt mere end 700 mio. kr. og otte års arbejde på at udvikle et elektronisk rejsekort, har transportminister Hans Christian Schmidt (V) fået nok.
Nu skal systemet virke - eller også skal det skrottes.
»Det kan ikke passe, at rejsekortet bliver udsat for den ene forsinkelse efter den anden. Derfor er min tålmodighed nu brugt op. Jeg har fået undersøgt, om kortet kan virke, og det kan det. Derfor er det nu eller aldrig,« fastslår Hans Christian Schmidt.
Han understreger samtidig, at hvis ikke leverandøren af rejsekortet, konsortiet East-West Denmark, senest den 1. december siger ok til at få projektet sat i gang, vil det være slut.
En foreløbig version
»Vi kan se, at det er muligt at indføre en foreløbig version nu, og derfor må vi forlange, at det sker nu. Man har indføjet en katapult i kontrakten, så den kan siges op, men jeg håber ikke, at det kommer så langt,« lyder det fra ministeren, der lægger en stor del af ansvaret for de utallige forsinkelser på leverandøren, East-West Denmark.
Det er konsulentfirmaet Gartner, der for Transportministeriet har lavet et såkaldt ”Review af rejsekortet”, og her konkluderer man, at rejsekortet kan virke.
Det store tilbageværende problem er, hvordan betalingen for at rejse rundt i Danmark skal fordeles mellem de forskellige trafikselskaber og DSB.
Krav: Landsdækkende i 2012
Men rent teknisk kan det lade sig gøre at indføre et elektronisk kort, der automatisk giver kunden den billigste pris, fastslår undersøgelsen. Derfor kan de tusindvis af danskere, der hver dag tager bus, tog, metro eller S-tog - formentlig - meget snart se frem til at slippe for selv at købe en billet. Det vil rejsekortet nemlig automatisk klare. Ifølge transportministeren skal rejsekortet være landsdækkende senest i 2012.
Indtil videre han man - på grund af de gentagne forsinkelser - lavet fire tillægsaftaler om levering af rejsekortet og er nu i gang med den femte.
Rejsekortet skulle ellers have været den helt store succeshistorie. Da ideen opstod i 1995, var tanken, at man ville skrotte alle papirbilletter, månedskort, klippekort og lignende i busser, tog, S-tog og metro.
Selskabet Rejsekort A/S, der skal drive systemet, blev etableret i 2003, og kortet skulle så være landsdækkende i 2009. Men selv om der i dag er knap 30 ansatte i Rejsekort A/S og der er brugt omkring 700 mio. kr. alene til udvikling af kortet - eksklusive løn til de mange ansatte i Rejsekort A/S, er det kun lykkedes at få kortet til som forsøg at fungere for nogle hundrede rejsende på Sjælland.
Juridisk slagsmål
Hvis det ender med en lukning af hele rejsekort-projektet, vil der opstå et stort, juridisk slagsmål. Så vil de trafikselskaber inklusive DSB, der har skudt de mange hundrede millioner kroner i projektet, lægge sag an mod leverandøren.
Rejsekort-projektet er tidligere på grund af de massive forsinkelser blevet sammenlignet med IC4-skandalen, hvor DSB købte 83 nye italienske tog, der blev forsinket i seks-syv år, og hvor kun ganske få af de nye tog endnu er kommet til at køre på de danske jernbaner.
Hans Christian Schmidt forlanger, at man i 2012 skal kunne tage toget fra Skagen til Gedser uden at skulle købe en almindelig papirbillet, og at de tekniske problemer med fordelingen af pengene mellem rejseselskaberne skal være løst i 2014.
"Ingen kommentarer"
Hos Rejsekortet A/S oplyser markedschef Thomas Boe Bramsen, at ingen i selskabet ønsker at udtale sig om sagen.
»Vi har ingen kommentarer, da det er et emne, der skal op på vores næste bestyrelsesmøde,« oplyser han.
De politiske partiers trafikordfører mødes tirsdag med transportministeren for at drøfte fremtiden for rejsekortet.
Er Rejsekortet stadig en god idé? Eller er det blevet overhalet af udviklingen?
Kom med din mening