Lillesøster blev også voldtaget
Da hun var 14 og 15 år blev en lillesøster til den flygtede storesøster i Brønderslev-sagen voldtaget af sin far.
Da en kvindelig kriminalassistent tilbage i vinteren 2010 skulle afhøre en af de ældre døtre, L, i børneflokken af 10 børn i den såkaldte Brønderslev-sag, kunne kriminalassistenten ikke få pigen til at fortælle, hvad der var sket.
Pigen var så stærkt berørt over det, der var sket, at hun ikke kunne fortælle om det, fortalte den kvindelige kriminalassistent i retten i Hjørring.
Derfor anvendte politiassistenten på en særlig metode. Hun bad L om at skrive ned på et stykke A4 ark, hvad det var, der var sket, og som hun ikke kunne sige.
L tog papiret og en kuglepen og skrev noget på papiret. Derpå foldede hun papiret gang på gang på gang, indtil det ikke kunne foldes mere, hvorpå hun gav papiret til kriminalassistenten.
Da hun havde foldet papiret ud, så kriminalassistenten, at der på papiret stod ét enkelt ord:
”Voldtægt”.
Samleje i lejet hus
Under den fortsatte afhøring var det stadig vanskeligt for L at tale om, hvad der var sket. Men da politiassistenten spurgte L, hvem det var, der havde voldtaget hende, svarede hun, at det var hendes far.
Ifølge anklageskriftet er faderen, HL, tiltalt for ved gentagne lejligheder i 2009 og 2010, da L. var 14 og 15 år, at have kørt hende ud på rastepladser ved Skanderborg og Brønderslev og i et lejet hus i Tårs, hvor han har haft samleje og anden kønslig omgang med sin datter.
Faderen er tillige tiltalt for at have voldtaget sin ældste datter og sammen med sin kone; TJ, er han tiltalt for vanrøgt og vold af særlig grov og brutal karakter.
Læs også: Nabo: Børnene lugtede af mug