Forskere: Ufarligt at spise klonet kød
Ny undersøgelse konkluderer, at der hverken er farligt at spise klonet oksekød eller drikke klonet mælk.
”Skal bøfferne være klonede eller ikke-klonede?”
Det spørgsmål skal du måske til at stille dig selv, når du i fremtiden skal udfærdige din indkøbsseddel.
Britiske forskere har fundet ud af, at det hverken er farligt at spise oksekød eller drikke mælk, der stammer fra klonede kvæg.
Det skriver avisen The Guardian.
Ingen helbredsmæssig risiko
Det er den uafhængige, britiske fødevarekomite the Advisory Committee on Novel Foods and Processes, der har stået bag den nye, opsigtsvækkende undersøgelse.
Komiteen undersøger løbende, hvor sikre fødevarerne i de britiske supermarkeder er, og undersøgelsen kommer få måneder efter, at flere slagterbutikker rundt om i Storbritannien blev taget i at sælge klonet kød og mælk til uvidende forbrugere.
”Komiteen har fundet ud af, at kød og mælk fra klonede kvæg og deres afkom ikke adskiller sig væsentligt fra kød og mælk, der er blevet produceret på normal vis. Derfor er det usandsynligt, at der er en helbredsmæssig risiko ved det,” siger Andrew Wadge, der er chefforsker ved det britiske fødevaredirektorat, Food Standards Agency.
Lovligt i USA
Komiteens blåstempling kan ifølge den britiske avis komme til at betyde, at de britiske sundhedsmyndigheder vil søge om tilladelse hos EU til at sælge klonet kvæg-kød og mælk.
I dag er det EU’s fælles fødevaremyndighed, European Food Safety Authority (EFSA), der skal sige god for et sådant tiltag, og ifølge The Guardian vil man diskutere den nye undersøgelse på deres møde.
Indtil videre er dog ingen EU-lande, som officielt har søgt om tilladelse til at sælge klonet kød eller mælk.
I USA er derimod tilladt at sælge både kød og mælk, der stammer fra klonede dyr. Det skyldes blandt andet en undersøgelse fra 2008, der ligeledes fastslog, at der ikke er nogle sundhedsmæssige problemer med at spise kød fra klonede dyr.