Politiet bliver chikaneret i ghettoer

Unge ballademagerer chikanerer både politi og beboere i Ishøj. Politiet er for blødsødent, mener beboerformand.

Artiklens øverste billede
Der bor 4.700 mennesker i Vejleåparken i Ishøj. Nogle synes, det er et godt sted at bo, andre synes, at de unge mænd skaber stor utryghed. Foto: Nikolaj Svennevig

Politiet og andre myndigheder agerer for blødsødent, når de skal gribe ind over for unge ballademagere i danske ghettoer, mener Käthe Skjoldborg Pedersen, afdelingsformand for over 4.500 beboere i Vejleåparken i Ishøj syd for København.



Hun henviser til, at lokalpolitiet i Ishøj i flere tilfælde i år har fået skåret dæk op på bilerne, syv politibiler har fået knust ruder, to biler er brændt af, og lokalpolitistationen har fire gange fået knust ruder.



»Jeg fatter ikke, at politiet bare kigger på de flænsede dæk og siger, at nu må de jo se at få fire nye dæk på,« siger Käthe Skjoldborg Pedersen.

Venter på politiet med sten





Der er eksempler på, at de unge har brændt en knallert af, ventet på politiets ankomst og derpå overdænget ordensmagten med sten.



Hvis en politibil derfor kommer alene i første omgang, afventer betjentene forstærkninger, inden de rykker ind. Konsekvensen er ofte, at de skyldige slipper væk, eller at borgerne ikke får hurtig nok hjælp fra redningsmandskab.



Hos Københavns Vestegns Politi afviser vicepolitikommissær Ulrik Hove, at politiet ikke kommer i Vejleåparken, men han erkender, at politiet må udvise »en særlig agtpågivenhed« i området.

Kører ind, men ikke uden videre





Det samme sker i en række andre danske byer.



»Vi har store udfordringer, når vi skal rykke ind i bestemte områder. Det er ikke sådan, at vi ikke rykker ind. Dertil er vi ikke kommet endnu. Men vi ved på forhånd, at hvis vi bare kører ind i et af områderne, så udvikler det sig ofte, der samles mange lynhurtigt, og de vender sig mod politiet. Derfor er vi meget opmærksomme på, hvordan vi agerer der i forhold til andre steder,« siger Frank Reuter, leder af nærpolitiet på Nørrebro i København.



Også i Gellerup ved Århus har politiet problemer med at udføre almindeligt politiarbejde. Den 10. august kastede unge sten og flasker mod politiet i Vollsmosebydelen i Odense.



»Det er et tilbagevendende problem for politiet, at vi bliver udsat for stenkast og lignende, når vi arbejder her,« siger Per Franch, leder af nærpolitiet i Vollsmose.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen