Flere kører på falske nummerplader
Stjålne eller falske nummerplader på stjålne biler gør det svært for myndighederne at fange synderne. De falske nummerplader betyder, at bilejerne slipper for diverse afgifter.
Politiet har gennem de seneste måneder set en markant stigning i danske bilister, der kører rundt med enten stjålne eller falske nummerplader.
Fidusen er til at få øje på, da man - hvis man ellers kører nogenlunde ordentligt - slipper for at betale registreringsafgift, grøn afgift og lovpligtig forsikring. Desuden kan man stjæle benzin og holde ulovligt parkeret uden at betale bøden.
Stjålne biler bruges til snyd
En ofte brugt metode er, at man køber falske nummerplader over internettet hos en svensk producent. Prisen er omkring 260 kr. for en klassisk dansk hvid nummerplade og 300 kr. for en dansk EU-nummerplade.
»De ligner danske nummerplader rigtigt meget, og på den måde kan man køre rundt herhjemme i årevis. Det er ren plat, og der er mange biler, vi aldrig opdager,« konstaterer Mogens Knudsen, leder af Københavns Politis færdselsafdeling.
Nummerpladerne monteres ofte på biler, hvor en tilsvarende kører rundt på legale danske plader. På den måde kan politiet ved en hurtig kontrol af en bil blot konstatere, at bilmærke, farve og nummer stemmer overens, og derefter sker der som regel ikke mere.
Snydebilen er ofte stjålet, men der kan også være tale om dobbelt fup, da politiet også har set bilister, som har meldt bilen solgt til udlandet og derfor fået afgifter retur. Derefter kører ejeren fortsat rundt i bilen - blot med falske eller stjålne nummerplader.
Flere stjålne nummerplader
Siden 2005 er antallet af stjålne eller bortkomne nummerplader steget markant i Danmark. I 2005 blev der ifølge politiet stjålet 5.786 plader, men i år kan tallet komme op på ca. 20.000.
Hos FDM henvender medlemmer sig ofte for at få rådgivning i forbindelse med stjålne nummerplader.
»Stjålne nummerplader bliver ofte brugt til at stikke af fra regningen på tankstationer,« forklarer Jørgen Jørgensen, som er leder af teknisk rådgivning.
For nylig fandt dansk politi den første såkaldte klonbil herhjemme - et fænomen, der kendes fra bl.a. Storbritannien.
I Danmark var der tale om en mellemklasse leasingbil, hvor politiet opdagede, at der var to helt ens biler, ens i farven, ens nummerplader og ens stelnummer. Efterforskningen af sagen foregår fortsat.
TV: Sådan snyder du nummerplade-tyven