Bent Jensen var presset

Koldkrigsforskeren Bent Jensen måtte erkende, at han ikke kan bevise, at Jørgen Dragsdahl vidste, at han skrev usande artikler. Professoren skrev artiklen om Jørgen Dragsdahl, fordi han var utilfreds med DIIS-rapportens beskrivelse, sagde han.

Artiklens øverste billede
Koldkrigsforsker, professor Bent Jensen t.v. og hans advokat Ole Ravnsbo under retssagen i Svendborg. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Professor Bent Jensen blev presset af sin egen advokat, da han i går i retten i Svendborg skulle forklare sine påstande om, at journalist Jørgen Dragsdahl i en stribe artikler har desinformeret offentligheden.



Desinformationen kan være et af tegnene på, at man er indflydelsesagent for f.eks. KGB, men det er ikke noget bevis i sig selv. Og Bent Jensen måtte erkende, at han ikke kan bevise, at Jørgen Dragsdahls artikler byggede på oplysninger, som journalisten - da han skrev dem - vidste var usande eller kom fra KGB.



»Jeg kan ikke bevise, at Jørgen Dragsdahl vidste, at artiklerne var løgnagtige,« sagde Bent Jensen, der var iført sandaler, grønne fløjlsbukser og lys skjorte med kinaflip.



Også dårlig journalistik

Bent Jensen sagde, at meget af den desinformation, som han mente, at Jørgen Dragsdahl stod bag, også kunne skyldes dårlig journalistik og manglende kritisk sans i forhold til kilderne. Han tilføjede, at han ikke mener, at alle oplysninger til de af Jørgen Dragsdahls artikler, der ifølge Bent Jensen har karakter af desinformation, nødvendigvis stammer fra KGB.



Han definerede desinformation som det modsatte af sandfærdig information og gentog flere gange, at han undrede sig over, at Jørgen Dragsdahl med sin store viden om sikkerhedspolitiske spørgsmål ikke havde været mere kritisk over for kilderne til de påstande og synspunkter, som han bragte videre.



En af artiklerne havde Jørgen Dragsdahl ikke selv skrevet. Den handlede om sovjetdissidenter, der blev beskyldt for at arbejde som spioner for USA. Jørgen Dragsdahl havde skrevet en leder i Information, som blev bragt samme dag som artiklen. Udspurgt af sin advokat, Ole Ravnsbo - på en måde, der fik nogle af tilhørerne til et øjeblik at tvivle på, hvilken klient han repræsenterede - medgav Bent Jensen, at han ikke kunne påstå, at Jørgen Dragsdahl vidste, at artiklen var usand.



»Jeg kan ikke forstå, hvordan man overhovedet kan bringe en sådan artikel, når man bringer sovjetiske dissidenter i fare,« sagde Bent Jensen.



Stærkt forbavset

Om baggrunden for artiklen om Jørgen Dragsdahl i Morgenavisen Jyllands-Posten fortalte Bent Jensen, at han som forsker på Syddansk Universitet havde adgang til de samme afklassificerede PET-dokumenter som DIIS-forskerne. Da de kom med deres rapport i 2005 om Danmark under Den Kolde Krig, syntes han ikke, at de tegnede et retvisende billede af Jørgen Dragsdahl, der blev beskrevet som værende i PET's søgelys på grund af sine kontakter til østlandenes pressefolk.



»Jeg blev stærkt forbavset, da jeg læste det, da pressefolkene ifølge PET var forklædte KGB-agenter. Det var en meget upræcis og kortfattet måde at beskrive det på. Jeg kritiserede det under et arrangement i Selskab for Samtidshistorie, hvor Jørgen Dragsdahl også var til stede, og jeg husker, at han kom hen til mig efter mødet og sagde, at han var glad for min kritik,« sagde Bent Jensen.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen