Patrioten

Det politisk korrekte er at sige, at man drager i krig for afghanerne, men i sidste ende gør man det jo for sin egen skyld, understreger Morten Riis Hansen.

Artiklens øverste billede

Hans farfar kæmpede i modstandsbevægelsen, hans far havde soldaterambitioner, men blev bremset af en dårlig ryg, og nu vil den 21-årige Morten Riis Hansen gøre familien ære, når han de næste seks måneder drager i krig. For få år siden var der ellers ikke lagt op til, at Morten Riis Hansen skulle deltage i nogen former for krig, endsige gennemføre en af forsvarets mest krævende uddannelser. I gymnasietiden sad han mest stille, lavede lektier, så fjernsyn, gik i byen torsdag, fredag og lørdag - og vejede 120 kg. Faktisk trak han frinummer under sessionen, men han vidste, at hans far ville blive stolt, hvis han meldte sig.



Morten Riis Hansen lod det ikke blive ved værnepligten: Han var blandt de 34 ud af flere hundrede soldater, som blev optaget i hærens militærpoliti (MP), han var blandt de 17, som gennemførte, han blev sergent, og han er netop valgt som gruppefører, når han de kommende seks måneder skal til Afghanistans Helmand-provins.



Indtil videre har hans gruppe fået at vide, at de primære opgaver bliver at patruljere i Den Grønne Zone langs Helmand-floden og i byen Gereshk.



Tænker på konsekvensen

»Jeg glæder mig som et lille barn. Men jeg tænker også på, hvilke konsekvenser det kan få, og at det på mange måder er en egoistisk beslutning at tage af sted,« siger Morten Riis Hansen.



Han er opvokset i landsbyen Egense på Nordfyn, bor i dag i lejlighed med sin kæreste i Odense og kalder sig selv for et familiemenneske.



»Jeg har forberedt mig på missionen ved at være sammen med vennerne og være romantisk med kæresten. De støtter mig alle sammen - min kæreste, mine forældre, min søster - i min beslutning, og min far siger, at han er meget stolt,« siger Morten Riis Hansen.



Men forberedelsen til missionen har også konfronteret Morten Riis Hansen med opgavens alvor.



»Vi har talt om, hvem der skal arve hvad, hvis det værste skulle ske. Jeg lader det hele gå til mine forældre og stoler på, at de fordeler tingene, som jeg ønsker, f.eks. at min kæreste selvfølgelig beholder møblerne. Men det har været en hårdere proces, end jeg troede. Alle skal skrive ”sidste vilje”, og jeg troede ikke, at det kunne være så svært at skrive, hvordan højtideligheden skulle være. Men det er meget mærkeligt at navngive, hvem af sine nærmeste der skal bære kisten, og hvilke salmer man skal synge til sin egen begravelse, når man er 21 år,« siger Morten Riis Hansen.



Han valgte salmerne ”Altid frejdig, når du går”, ”Hil dig, Frelser og Forsoner” og ”Kongernes Konge” og betegner sig selv som »troende til en vis grænse.«



Ikke bange





»Jeg er ikke bange for at miste livet. Sker det, så sker det. Selvfølgelig synes jeg, at det vil være for tidligt at skulle herfra, men nu har jeg været soldat i to år og hele tiden vidst, at det er risikoen. Det er jeg fuldstændig afklaret med. Ellers skulle jeg have valgt noget andet at lave.«



»Men jeg tænker meget på, hvor hårdt det vil være for min kæreste og familie. Et er, hvis jeg mister livet, så er det jo bare det, men min kæreste vil miste hele sin fremtid med mig. Vi har talt om at købe hus, når jeg kommer hjem, og børn har faktisk været et emne. Og så skal hun til at begynde fra bunden helt alene, mens jeg bare er væk. Min mor og far vil i værste fald miste en søn, og min søster vil miste en bror. På den måde tror jeg faktisk, at det er hårdere for dem,« siger han.



Er en patriot

Morten Riis Hansen har den seneste tid reflekteret en del over, hvorfor han overhovedet drager i krig.



»Det nemme og politisk korrekte er at sige, at jeg gør det for at hjælpe afghanerne. Det vil jeg naturligvis også gerne, men så kunne jeg have taget et job som nødhjælpsarbejder. I sidste ende gør jeg det for mig selv. Missionerne hører med til det at være soldat, og det har været mit mål at komme af sted lige siden værnepligten.«



Han tilføjer, at hans valg også handler om at bidrage til Danmark.



»Man kan godt kalde mig nationalist, ja. Overhovedet ikke sådan som Dansk Folkeparti opfatter begrebet, men jeg er patriot og vil gerne tjene fædrelandet. Alene når jeg ser film om modstandsfolkene fra Anden Verdenskrig, kan jeg få kuldegysninger,« siger han.



Det seneste par år i forsvaret har vendt op og ned på Morten Riis Hansens forhold til motion. Aktiviteten er gået op og vægten ned, og han har netop gennemført en maraton i København, og de 120 kg er sendt ned på 98.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen