Indland

Anden gang er lykkens gang

Interview: Han er skilt, og hun er skilsmissebarn. Erfaringer, de håber at kunne bruge positivt i deres kommende ægteskab. Marie Cavallier har allerede nydt godt af dem i forholdet til sin forlovedes børn, prins Nikolai og prins Felix. Brylluppet står lørdag 24. maj i Møgeltønder Kirke.

Foto: Stine Larsen

I tidligere tider ville man stå til fængsel for at sammenligne et kommende medlem af kongehuset med hendes hund. Men når sammenligningen gælder egenskaberne ligetil, livlig og charmerende, tilgiver Marie Cavallier og hendes forlovede nok.

I den dunkle røde sommerstue på Schackenborg i den sønderjyske marsk fører hendes bichon frisé ”Apple” an i legen med prins Joachims syv måneder gamle cockerspaniel Winston. Winston er lidt mere tøvende og på vagt, men så meget hvalp, at den gerne kaster sig ud i et rask livtag med sin nye legekammerat.

Hundene tumler i baggrunden, mens prinsen og hans franske forlovede har taget plads i en af de blå sofaer. Væggene er rustrøde og prydet af familieportrætter. Prins Henrik på den centrale plads ud for sofaarrangementet, prins Joachim selv i gallauniform og hel figur i baggrunden og Thomas Kluges nærgående portræt af dronningens ansigt på væggen ved siden af brændeovnen.

Prins Joachims sønner Nikolai og Felix er også med i skikkelse af billedhuggeren Hanne Varmings bronzeskulpturer af deres hoveder fra da de hver var omkring et år.

»Jeg elsker det her rum,« siger Marie Cavallier på dagens interviewsprog, engelsk.

Derimod skinner det igennem, at visse ændringer i indretningen er i vente i slottets øvrige stuer og værelser, når hun bliver slotsfrue efter brylluppet den 24. maj. Stedet bærer præg af, at en mand har boet her alene i nogle år, synes hun. Prins Joachim erkender det og ser frem til, at hans kommende hustru bringer et frisk pust til indretningen og stedet i det hele taget.

De to mødte hinanden første gang i efteråret 2002 ved et jagtselskab i Danmark hos en fælles bekendt. Hvem, vil de af diskretionshensyn ikke sige.

»Det var helt tilfældigt. Vi fandt ud af, at vi var de eneste fransktalende og faldt i snak på den måde,« siger prins Joachim.

Han er bevidst om sin franske æt og efter eget udsagn mere franskminded end sin storebror kronprins Frederik.

Efter jagtselskabet stødte han og Marie Cavallier på hinanden i udlandet hos fælles bekendte et par gange, indtil han direkte opsøgte hende i 2005, efter sin skilsmisse fra prinsesse Alexandra.

»Jeg var i Paris, og jeg vidste, at Marie jævnligt kom på familiebesøg der. Jeg tog chancen og kontaktede hende for at høre, om hun var i byen, for så ville jeg gerne invitere hende ud,« siger han.

Det var hun, og hun sagde ja tak.

Turbulens og tænkepause

Marie Cavallier og prins Joachim forelskede sig. To turbulente år fulgte med en selvvalgt tænkepause undervejs fra Marie Cavalliers side. Mødet med en særdeles nyfigen dansk presse i foråret 2006 havde overrumplet hende, og hun var bekymret for, om hun kunne leve op til prins Joachims særlige stilling som medlem af kongehuset.

Hvad fik Dem til at genoptage forholdet?

»Det gjorde han,« siger hun med et grin over selvfølgeligheden i svaret.

Hun havde i mellemtiden indset, at hun måske ikke igen ville møde en mand, hun følte så stærkt for.

»Joachim overtalte mig og lovede at passe på mig. Jeg er selvstændig af karakter og ikke vant til at være i offentlighedens søgelys. Det var svært, men han beroligede mig og forsikrede mig om sine følelser for mig. Det overbeviste mig,« siger hun.

Ud over at gifte sig ind i en ganske særlig familie med hvad det indebærer af både privilegier og restriktioner, får hun en mand, der er far til to og har en skilsmisse bag sig. Marie Cavallier er selv skilsmissebarn. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var 12 år, og hun fulgte med sin mor fra Paris til moderens nye mand i Genève. Den 12-årige pige var ked af skilsmissen og brød sig ikke om at skulle vælge mellem forældrene. Løsningen var at tage på den schweiziske kostskole Beau Soleil i alperne nær Montreux.

Her er skiløb den oplagte sportsgren, og Marie Cavallier er en dygtig skiløber. De færdigheder åbnede en god mulighed for at komme nærmere ind på prins Nikolai og prins Felix, da børnene var med prins Joachim og hende på skiferie i februar sidste år. De var glade for at have deres egen private instruktør.

Prins Joachim og grevinde Alexandra har delt forældremyndighed over børnene, som jævnligt er på besøg på Schackenborg. Deres legetøj er stuvet i en høj række af flettede kurve i tv-stuen, der ligger foran sommerstuen.

Kan erfaringerne fra en skilsmisse og som skilsmissebarn bruges til at undgå faldgruber i et nyt parforhold?

»Det har hjulpet i mit forhold til Nikolai og Felix, at jeg selv har været i deres situation. Jeg tror, at jeg bedre kan sætte mig i deres sted end en, der ikke har oplevet sine forældre gå fra hinanden,« siger hun og tilføjer med et smil:

»Det er første gang, jeg ser noget som helst positivt ved en skilsmisse.«

Prins Joachim siger om sine egne erfaringer:

»Man lærer noget, hver dag man lever, nogle dage mere end andre, og med tiden tænker man mere over tingene. Jeg vil ikke sige, at jeg pludselig var blevet bange for at blive gift igen, men jeg overvejede det nøjere, end da jeg var yngre. Det er en kendt sag, at Marie og jeg har haft op- og nedture i forholdet. Vi havde begge brug for tid til at finde ud af, om vi var de rigtige for hinanden. Om vi var uadskillelige,« siger han.

Vil gerne have børn

At Marie Cavallier og hans sønner kunne sammen var et kardinalpunkt for ham. Både hun med dem og de med hende.

Hun bryder ind:

»At de synes om mig er vigtigere end omvendt. De har ikke selv bedt om at være i den situation, de er i, så det er op til mig at gøre mig umage,« siger hun.

Det, at det fra begyndelsen gik godt med sønnerne, gjorde prins Joachim mere sikker på, at Marie Cavallier var den rette for ham.

»Sådan noget er jo ikke til at forudsige, men heldigvis kunne jeg fornemme tillid, glæde og kærlighed mellem Marie og drengene,« siger han.

Hans forlovede udbryder spontant:

»De er så søde. De er virkelig, virkelig søde.«

Hun og prins Joachim vil gerne selv have børn. Schackenborg skal have familieliv igen. Schackenborg er ”hjemme,” der, hvor han har og hun får folkeregisteradresse.

På det sønderjyske gods bliver prins Joachim og prinsesse Marie nu ikke beboere på fuld tid. Ca. to gange om måneden vil turen gå til København og prins Joachims lejlighed på Amalienborg til de pligter og fornøjelser, som kalder i hovedstaden, skønner han.

Det er storbykvinden Marie Cavallier godt tilfreds med, selv om hun forsikrer, at hun holder af landlivet.

»Vi får det bedste af to verdener sammen,« konstaterer hun.

Den kommende prinsesse holdt op med at arbejde i sin stedfar Christian Grassiots finansieringsfirma i Genève efter nytår. I de seneste måneder har hun pendlet mellem sin lejlighed i Genève og Danmark.

»Jeg er ikke for alvor begyndt at lære dansk, for sproglærerne befinder sig i København, og for tiden er vi mest her. Det må komme, når jeg er flyttet ind. I øjeblikket læser jeg bøger om Danmarks historie på engelsk og fransk, og så har jeg haft møder med biskop Erik Norman Svendsen, som skal vie os,« siger hun.

Et grundigt frieri

Marie Cavallier er døbt og konfirmeret i den romersk-katolske kirke. Inden brylluppet konverterer hun til den luthersk-evangeliske kirke. Det er ikke et formelt krav i forhold til arveberettigede til den danske trone. Kun den danske majestæt har ikke religionsfrihed, men skal tilhøre den luthersk-evangeliske kirke. Det er dog tradition i kongehuset mange generationer tilbage, at ægtefæller til medlemmer af den kongelige familie tilhører deres tro.

Marie Cavalliers elskede farmor med kælenavnet Mamita på 90 år er praktiserende katolik og spiller i øvrigt stadig golf. Hun blev noget stødt, da hun hørte, at hendes barnebarn skulle skifte trosretning.

»Men vi har talt om det, og hun forstår mig nu. Hun siger, at når jeg er glad, er hun også glad,« siger Marie Cavallier.

Prins Joachim friede særdeles grundigt. Han bad først om farmoderens accept og dernæst Marie Cavalliers far og hendes mors tilladelse, inden han faldt på knæ for sin udkårne under en ferie i Tyrkiet i sommer.

Den evangelisk-lutherske tro tiltaler den kommende prinsesse.

»Den er mere liberal og ikke så streng, og det passer mig fint. Jeg er beæret over at blive optaget i den kongelige familie, så at konvertere er det mindste jeg kan gøre,« siger hun.

Trosbekendelsen er den samme i folkekirken som i den katolske kirke, og der følger ingen ritualer med overgangen. Man bliver slet og ret optaget i den danske folkekirke af en præst i fast embede, som er villig til at gøre det. Præsten skal ved optagelsen sikre sig, at ønsket om optagelse er alvorligt ment. Det er kgl. konfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen, der har haft den opgave, og forud for brylluppet underretter han sognepræst Anne Nielsen Krogh i Møgeltønder som præst i det sogn, hvor Marie Cavallier får folkeregisteradresse.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har i denne måned fremsat et lovforslag, der gør Marie Cavallier til dansk statsborger, når hun gifter sig. Kun Enhedslisten er imod, fordi partiet i det hele taget er imod særbehandling af kongelige.

Stort familiebryllup

Brudekjolen er under kreering, men Marie Cavallier vil ikke røbe detaljer om snit og skrædder.

»En brudekjole skal være en overraskelse,« siger hun.

Hendes mor, Francoise Grassiot, deltager flittigt i bryllupsforberedelserne. Hun og Marie Cavallier har taget stilling til blomsterudsmykningen i kirken og ved bryllupsfesten, sågar til brudebuketten.

»Blomsterdekoratøren siger godt nok, at i Danmark plejer brudgommen at komme med brudebuketten. Det vidste vi ikke,« siger hun.

Gommen lader forstå, at han er enig i sin forlovede og sin kommende svigermoders valg.

Vielsen i kirken er sat til kl. 17, så gæsterne ikke skal klæde om undervejs, spredte i indkvartering som de er. Derefter er der reception i Ecco Center i Bredebro og endelig middag på Schackenborg.

En lille intim familiefest bliver brylluppet ikke, snarere en stor familiefest, for sådan er det skik i Marie Cavalliers familie, og hun vil gerne dele oplevelsen med dens mange medlemmer.

Hun har fire brødre. To, der er ældre end hende af moderens første ægteskab og to yngre af faderens seneste og afsluttede ægteskab.

»Jeg kalder dem ikke halvbrødre. De er mine brødre, og jeg er meget glad for dem alle fire. Jeg ser dem ikke så tit, men vi har det altid rart, når vi er sammen,« siger hun.

Hun betragter sig som parisienne, selv om hun har gået på schweizisk kostskole og bagefter tilbragte seks år i Boston og New York. Hendes far bor i Paris, hvor han har været direktør i reklamebranchen.

Marie Cavallier har ikke taget stilling til, hvilke slags organisationer hun kunne tænke sig at være protektor for, men at der kommer en rad af slagsen, hører til hendes kommende status som kongelig højhed.

»Jeg kunne også godt tænke mig at være med, hvor det er muligt i selve virksomheden her. Vi kan blive et rigtigt team,« siger hun og ser på sin forlovede.

Det er fint med prins Joachim.

»Så kan du passe tingene, mens jeg er på ferie,« siger han med et grin, der udløser et tjat fra hendes hånd.

Han understreger dog, at han gerne ser Marie Cavallier som andet end tilskuer til virksomheden.

Schackenborg indgår i et samarbejde om at markedsføre fødevarer og pyntegrønt i ”De 5 Gaarde”, hvilket må siges at være et beskedent udtryk eftersom de foruden Schackenborg omfatter godserne Wedellsborg på Vestfyn, Frijsenborg ved Hammel, samt Constantinsborg og Gyllingnæs Godser på Århus-kanten. De to sidste er ejet af familien Holch Povlsen fra tøjmilliardkoncernen Bestseller. Schackenborg bidrager indtil videre med blandt andet kartofler, mel, snaps og slotsbrød og oksekød, men sortimentet er under konstant udvidelse i ”De 5 Gaarde”.

»Landbruget kommer til at fylde mere i min tilværelse med tiden. Efterhånden som min nevø og niece, prins Christian og prinsesse Isabella, vokser op, bliver min rolle mere tilbagetrukket,« vurderer han.

Prins Joachim er i øjeblikket nummer fire i arverækkefølgen og rykker nedefter, hvis kronprins Frederik og kronprinsesse Mary får flere børn.

Landlivet byder også på jagt, og det passer Marie Cavallier godt. Vejen i jagtverdenen, som siden skulle føre til mødet med hendes tilkommende, har hun trådt fra barnsben.

»Min far er ivrig jæger, og jeg elsker atmosfæren omkring jagten, naturen og selskaberne,« siger hun.

Prins Joachim er en af Danmarks 160.000 jægere, hvilket han vedstår med skyndsomme forsikringer om jagtens nytteværdi for natur og dyreliv. Han er selv jaget vildt i dele af pressen, og man mærker, at han i sine udtalelser søger at tage højde for misforståelser eller noget, der kan fordrejes eller vække forargelse.

Pressens hårde stil

I den spæde begyndelse af hans og Marie Cavalliers bekendtskab fotograferede danske turister parret i smug under et besøg i Avignon i 2005 og solgte billederne til Se og Hør. I begyndelsen af marts i år lagde nogen en amatørvideo ud på nettet, optaget uden hans vidende af hans og en flok venners besøg på baren Code i København.

Mobiltelefoner med indbygget still- og videokamera har givet privatlivets ufred en ny dimension.

Giver det Dem anledning til at afstå fra at gå i byen eller at træffe andre forholdsregler mod paparazzi-optagelser?

»Nej, jeg nægter at lade mig diktere af sådan opførsel. Det ville være det samme som at underkaste sig terror. Jeg er vokset op med at være kendt og har vænnet mig til, at folk kigger på én, måske spurgte høfligt, om de måtte tage et snapshot til deres private album, men de seneste fem år har situationen ændret sig dramatisk. Jeg ved ikke, hvad der kom først, mediernes eller visse menneskers meget påtrængende facon. Det er ganske vist tilladt at fotografere på offentligt tilgængelige steder, men der er opstået en stor gråzone mellem, hvad der er hensynsfuld opførsel og ulovlig krænkelse af privatlivets fred. Det er blevet en risiko, vi må kalkulere med, når vi går ud,« siger han.

Nu tager folk ikke længere billeder til eget brug, nogle gør det i håb om at tjene penge på at sælge dem og/eller for at skade den, det går ud over, konstaterer prinsen.

»Det er svært at sige, hvornår og hvem der ændrede holdning til det at tage fotos af andre, men der er sandelig dele af pressen, som udnytter det til fulde,« siger han.

Efter en troskyldig debut med usædvanlig åbenhed i dansk presse i foråret 2006 har Marie Cavallier taget ved lære.

»Jeg ved, hvordan pressen fungerer nu. Det gjorde jeg ikke dengang. Vi lever med det, men det sker da, at vi for at slippe for det vælger at invitere venner hjem i stedet for at gå på restaurant. Det er lidt skræmmende, men jeg er ikke så nervøs, som jeg har været, kun en lille smule. Jeg vænner mig nok til det med tiden,« siger hun.

Parret skal naturligvis på bryllupsrejse, og det er prins Joachim, der planlægger. Det er en hemmelighed endnu, hvor den går hen, også for bruden. Prinsen har ved flere lejligheder, senest sin brors polterabend i Egypten i 2004, vist evner for at smyge sig uden om pressen, men i lyset af at der er danskere iført mobiltelefon med kamera næsten alle steder i verden, forventer han ikke denne gang at kunne holde rejsen 100 pct. privat. Men mon han kan dy sig for en snedig afledningsmanøvre ved afrejsen?

Se også: Marie talte dansk for første gang

Følg
Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her