Hver anden patient får ikke den rigtige behandling

<p>Kommer to patienter på hospitalet med en alvorlig sygdom, kan ikke engang den ene af dem gennemsnitligt vide sig sikker på at få den behandling, han har krav på.</p>

Det gør nemlig under halvdelen af de danske patienter, skriver 24timer.

For nogle sygdomstyper ser det endda værre ud. For eksempel får kun hver femte patient med hjertesvigt den optimale behandling, og for patienter med blodprop i hjernen er det under hver tredje, som får det hele af den behandlingspakke, der er enighed i sundhedssektoren om, at de bør have.

Ifølge tallene, som stammer fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), der indsamler tal for behandlingskvalitet af en række livstruende folkesygdomme, er det gennemsnitligt 60-70 procent af patienterne, som ikke får den behandling, der er vedtaget som den bedste.

»Her er simpelthen nogle, som ikke får, hvad de skal have,« siger NIP’s cheflæge, Paul Bartels til 24timer.

Om patienten får hele behandlingspakken, kan være afgørende for at overleve og få et godt liv bagefter. Tallene fra NIP viser for eksempel, at patienter med blodprop i hjernen har dobbelt så stor chance for at overleve, hvis hospitalet har fulgt behandlingsaftalerne.

»Patienterne overlever væsentligt oftere, hvis de får hele pakken, og livskvaliteten øges, så de kan opretholde et selvstændigt liv efter sygdommen. Men det er forbavsende få, der bliver behandlet korrekt,« siger Paul Bartels.

Dramatiske tal

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed mener formand og læge Beth Lilja, at tallene er dramatiske.

»Det er ikke særlig rart at se, at det kun er under halvdelen, der får den behandling, som de skulle have haft ud fra de helt almindelige, fælles standardpakker. Det må sundhedsvæsenet se at få gjort noget ved,« siger formanden.

Ifølge NIP’s tal fra 2003-2006 er det godt 40 procent af patienter med hoftebrud, knap 60 procent med akut blødning, under 80 procent med diabetes og 70 procent med skizofreni, der modtager den korrekte behandling.

På Hvidovre Hospital, der især har problemer med at leve op til standarder inden for behandling af blodpropper, erkender lægelig direktør Torben Mogensen, at indsatsen er for dårlig.

»Det er simpelthen ikke godt nok. Det er et rimeligt krav at komme op på 100 procent inden for alle områder,« siger han.

Læger har ansvar

Også i Lægeforeningen beklager man, at det står så skidt til med at give patienterne den rette behandling.

»Vi læger må gribe i egen barm, for det er os, der har ansvaret for at levere kvaliteten i behandlingen. Det er en lægefaglig kerneydelse, og derfor må vi arbejde sammen om at gøre det bedre. Men det er ikke kun et spørgsmål om at ville det – vilkårene skal også være der,« siger næstformand Yves Sales og henviser til få ressourcer og travlhed på hospitalerne.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) havde i går ikke tid til at kommentere den manglende behandling.

Kilde: 24timer

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen