43-årig mand faldt i døden i Parken

<p>Tirsdag eftermiddag faldt en 43-årig mand cirka 30 meter ned fra Parkens tag. Det tyder på, at manden kom til at hakke hul i taget, hvorefter han styrtede til jorden.</p>

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

Vagtchefen fra Københavns Politi bekræfter, at en person er styrtet i døden fra Parkens tag. Manden arbejdede med at fjerne is fra Parkens tag, da ulykken indtraf.

"Taget var rullet frem, så Parken var overdækket, og manden var blandt tre, som gik og hakkede is væk fra taget. Under arbejdet opstod på en eller anden måde et hul i taget, og manden faldt cirka 30 meter ned," siger vagtchefen fra Københavns Politi.

Den afdøde er en 43-årig dansk mand fra Københavnsområdet, og han efterlader sig en samleverske og en 18-årig søn.

Arbejdstilsynet ind i sagen

Ifølge Bellahøj Politi er Parkens tag lavet af en form for luftpuder, hvorfor det ikke er specielt svært at komme til at hakke sig igennem. Manden faldt i døden på tribunesiden af Parken, og arbejdstilsynet er gået ind i sagen for at undersøge de nærmere omstændigheder.

Vagtchefen har ingen kommentarer til, hvorvidt arbejderne havde truffet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

"Det må være op til arbejdstilsynet at vurdere, hvorvidt sikkerheden var i orden," siger vagtchefen.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen