Indland

Klamme skoletoiletter er selvforskyldte

Skoletoiletter, stole og borde forfalder. Men kommunerne kan blive langt bedre til at bruge de penge, de har til vedligeholdelse.

Det er farligt for pigernes underliv, hvis de holder sig, fordi skoletoiletterne er uhumske. Arkivfoto: Hanne Engelstoft

Det skriver Politiken torsdag.

I 85 pct. af kommunerne er det nemlig ikke professionelle fagfolk, men skolelærere eller pædagoger ude i de enkelte institutioner, der styrer vedligeholdelsesindsatsen. Det viser en repræsentativ undersøgelse blandt 25 af landets 98 kommuner.

»Det er ikke rimeligt i et samfundsøkonomisk perspektiv, at kommunerne lægger beslutningerne om vedligeholdelse af de kommunale ejendomme i hænderne på et personale uden de fornødne byggetekniske og økonomiske kompetencer. Det siger sig selv, at den organiseringsform giver risiko for en meget dyr nedprioritering af løbende vedligeholdelse af de kommunale bygninger,« siger konsulent Kathrine Stampe Andersen fra Dansk Byggeri, der har bestilt undersøgelsen, til Politiken.

Skoleudflugter og gummistøvler

At der er hold i kritikken, kan de få kommuner, der har centraliseret den indvendige vedligeholdelse på rådhuset, tale med om.

»Vi havde fornemmelsen af, at ikke alle penge blev brugt til vedligeholdelse, men også gik til skoleudflugter, inventar og nye gummistøvler til pedellen. Vi regnede med at få mere vedligeholdelse for pengene, hvis vi centraliserede,« siger Søren Svejgaard til Politiken.

Han leder Randers Kommunes fem bygningsinspektører, som i halvandet år har styret vedligeholdelsen, og han er ikke i tvivl om, at Randers har fået mere vedligeholdelse for pengene.

I Kommunernes Landsforening køber formand Erik Fabrin dog ikke uden videre ideen om, at centralt er bedst:

»Der er sikkert fordele og ulemper ved begge modeller. Men i begge tilfælde prioriteres vedligeholdelsen op imod alt det andet. I alle sammenhænge mangler der ressourcer,« siger Erik Fabrin til Politiken.

Kilde: Politiken
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her