"Jeg kommer mig aldrig over Monika"

Helle Solvej Andersen ser stadig sin datter.

Hun møder Monika om aftenen, lige inden hun skal sove, og i drømmene om natten. Hun kan se sin datter og høre hendes stemme. Monika forsøger at fortælle noget, men Helle kan ikke forstå, hvad hun siger. Hun registrerer bare, at hun er der.

I begyndelsen - lige efter drabet - så hun også Monika om dagen. I sommer måtte hun helt opgive at tage ind til byen, fordi hun så sin datter alle vegne.

Helle har alle dage følt sig tæt knyttet til Monika. Datteren arbejdede på Sandgården i Tårnby syd for Hirtshals, hvor hun passede og red på gårdens heste. Dyrene havde altid tiltrukket Monika, hvis pony sprang så godt, at funklende rosetter og en pokal fyldte værelset. Ofte tog moderen sin lille knallert, en Suzuki FZ50, over på gården for at være sammen med datteren om dagen. De grinede af, at Helle var bange for de største heste, mens Monika gentagne gange forsøgte at lære sin mor at sende sms-beskeder. Monika kunne altid lokke moderen til at betale en pakke cigaretter eller låne hende 100 kr.

Men den 22. maj i år blev mor og datter revet fra hinanden, blot to måneder før Monika Sabine Skærbæk Olsen fyldte 18 år.

Få måneder tidligere var Monika gået fra sin 30-årige kæreste KHH. Han havde svært ved at acceptere bruddet. Ikke mindst efter at hun havde fået en ny kæreste, den 21-årige Martin Sørensen.

Allerede mens KHH og Monika var sammen, havde Monikas familie bemærket, at KHH ville kontrollere Monika. Han ville altid sidde helt tæt på hende, og hun måtte helst ikke tale med andre.

De seneste måneder havde KHH opsøgt og truet Monika flere gange. Blot seks dage før drabet havde han overfaldet Monika i hendes lejlighed. Politiet blev tilkaldt, fandt en peberspray på KHH og sendte ham til observation på den psykiatriske skadestue i Aalborg. Med det samme moderen hørte, at datteren havde fået peber i øjnene, tog hun straks en taxa fra Horne til Hjørring for at komme ind til sin datter.

Dagen før drabet
Dagen før drabet blev KHH også tilset af en psykiatrisk speciallæge på sit bosted for psykisk syge, uden at lægen fandt anledning til at gribe ind.

Og natten til den 22. maj eskalerede tingene for alvor. Kl. 22.00 om aftenen modtog politiet det første opkald fra Monika, som prøvede at forklare, at hendes ekskæreste havde opsøgt hende uden for hendes 40 kvm ungdomsbolig i Cathrinestræde i Hjørring, hvor Monika og Martin befandt sig. KHH vekslede mellem at være truende og lokkende. Han ville bare ind. På et tidspunkt begyndte han at proppe slik gennem brevsprækken og tiggede Monika om at åbne døren, mens Monika og Martin lå i sengen. Men døren forblev låst, og omkring kl. 04.00 smadrede KHH et vindue med sit baseballbat og kravlede ind i lejligheden.

Martin og KHH's vidneforklaringer om, hvad præcist der skete i lejligheden, er ikke helt enslydende. Men politiet har registreret følgende:

Kl. 04.21 ringede Martin til det lokale politi for at få hjælp. Opkaldet varede blot 26 sekunder, og Martin lagde selv på. Opkaldet blev formentlig foretaget, samtidig med at Monika blev stukket til døde. Politiet rykkede ikke ud til lejligheden.

Kl. 04.28 ringede Martin igen til politiet, denne gang til alarmcentralen på 112, og forklarede, at Monika var blevet dræbt.

Kl. 04.30 kørte den første patruljevogn af sted.

Kl. 04.40 ankom politiet, som fandt Monika i lejligheden, dræbt af knivstik. KHH var flygtet. Martin blev anholdt, da politiet ikke vidste, hvad der var sket.

Kl. 04.50 søgte KHH tilbage til Monikas lejlighed, blev identificeret af politiet og anholdt på stedet.

Våbnet fundet i kloak
Efterforskerne blev hurtigt klar over, at Martin ikke havde noget med drabet at gøre og løslod ham. Under den efterfølgende afhøring en uge senere forklarede KHH, hvor han havde smidt gerningsvåbnet, og den 30. maj fiskede politiet en kniv op fra en kloak. KHH erkendte, at han stak Monika flere gange, men nægter sig i dag skyldig i drab.

Spørgsmålet er, hvad Martin foretog sig, mens KHH dolkede Monika. Martin har ikke selv ønsket at kommentere dette spørgsmål, men politiet ved, at hans opkald kl. 04.21 kom fra Monikas lejlighed, men at han slap helt uskadt fra episoden. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger opholdt han sig på lejlighedens toilet under overfaldet.

I de lokale medier lød der de næste dage hård kritik af, at Monika og Martin hele to gange forsøgte at ringe efter hjælp den nat, uden at politiet dukkede op. Både Martin og Monikas familie har undret sig højlydt over politiets manglende reaktion. Politistationen i Hjørring ligger blot få hundrede meter fra Monikas lejlighed. Køreturen tager mindre end ét minut.

»Hvis bare politiet var gået eller havde kørt de få hundrede meter, kunne Monika være i live i dag. De ringede endda flere gange. Vi har tænkt os at lægge sag an mod politiet,« siger Helle Solvej Andersen.

Hun mener heller ikke, at politiet har fortalt hende hele sandheden.

»Først sagde politiet, at Monika havde fået skåret halsen over, mens hun lå og sov. Men da jeg var oppe i lejligheden, kunne jeg se, at det ikke passede. Glasset på et stort maleri var smadret, fjernsynet lå henne ved vinduet, sengen var fuldstændig ødelagt, og der var blod på hendes sofabord og ud over hele gulvet. Inden kisten blev lukket, så jeg også, at hun havde sår på håndleddet og overarmen. Hun kæmpede for sit liv,« siger moderen.

I dagene efter drabet erkendte politiet, at man måske havde været »for sløv« til at reagere. Men efter at have undersøgt sagen nærmere, mener politiet at kunne frikende sig selv.

»Vi har selvfølgelig undersøgt kritikken, som især går på de advarende telefonopkald,« siger Lars Nørskov Jørgensen, vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi. Han understreger, at der ikke er foretaget andre opkald den nat til politiet fra Martin eller Monika.

»Og samtalerne afstedkom ikke et grundlag for at køre derud. Opkaldene er meget korte, og personerne lægger selv røret på, inden vi ved, hvad vi faktisk skal rykke ud til. Vi skal hele tiden prioritere vores telefonopkald. I 99,9 pct. af tilfældene vurderer vi rigtigt, og i dette tilfælde har undersøgelserne vist, at der blev foretaget en normal vurdering og disposition,« siger han.

Heller ikke psykiatrien, som havde fat i KHH to gange lige op til drabet, mener at have begået fejl. Konfronteret med, om psykiaterne burde have opdaget, at KHH var farlig, svarer Jørgen Achton Nielsen, cheflæge for psykiatrien i Region Nordjylland:

»Det mener jeg ikke. Der er foretaget ordentlige og gode systematiske psykiatriske undersøgelser.«

Men det hjælper ikke moderen, Helle Solvej Andersen, som tabte seks kilo lige efter datterens død.

»Jeg er bitter«
»Jeg forsøger at få det hele på afstand, men det går meget op og ned. Jeg er blevet mere besværlig at være sammen med og kan nemt komme til at skælde ud på alle. Ja, jeg er bitter. Men jeg er nødt til at forsøge at skjule det, ellers kan jeg jo ikke være sammen med andre. Ellers kan jeg ikke overleve. Jeg har min egen metode til at flytte tankerne. Jeg forsøger at få noget ud af de små ting i tilværelsen: menneskene, naturen og dyrene. Men det er hårdt. Jeg tror faktisk, at det værste, der kan ramme én, er at miste sine børn. Jeg føler, at jeg er kommet lidt videre, men jeg kommer mig aldrig over Monika,« siger Helle Solvej Andersen.

Hun har ikke søgt psykologhjælp.

»Men jeg har spurgt min præst, hvordan man kommer sig over sådan et tab. Han siger, at jeg skal tale med alle de mennesker, jeg kan komme til, og ellers prøver jeg at leve mig ind i andre ting, f.eks. at se en god film. Jeg har sagt til præsten, at jeg ikke tror på Gud, når sådan noget kan ske, men jeg er stadig medlem af folkekirken, for jeg vil ligge ved siden af Monika i familiegraven, når den tid kommer. Så kan jeg holde øje med hende, og så ved jeg da, hvor hun er.«