Annonce
Indland

Akkari ude med riven på Grønland

Den kontroversielle tidligere imam blander sig i selvstyredebatten på Grønland. Grønlænderne skal tage sig sammen, hvis de vil have selvstyre, lyder det.

Ahmed Akkari, tidligere kontroversiel imam i Danmark og nuværende skolelærer i Narsaq i Grønland, revser grønlænderne i et langt debatindlæg i fredagens udgave af avisen Sermitsiaq.

Anledningen er den afstemning om selvstyre, som grønlænderne skal til den 25. november, og som i yderste konsekvens kan betyde, at Grønland løsriver sig helt fra Danmark og mister det årlige bloktilskud på omkring 3,5 mia. kr.

Akkari: Grønlænderne skal stramme sig an

Med paralleller til blandt andet Libanon, hvor Ahmed Akkari oprindelig kommer fra, anbefaler han, at grønlænderne siger ja til selvstyre. Men han advarer samtidig om, at der skal strammes gevaldigt op i Grønland, før et selvstyre kan blive en succes.

»…selvstyre kommer til at betyde et større arbejde og et holdfællesskab på tværs af deres partier og ”bygde-rødder”. Det kræver desuden, at man satser stort på at skabe en ånd i ungdommen, der kræver af dem, at de opgiver deres faste ”rus” og ”faldskærms”-glæde til fordel for en dynamisk udvikling,« skriver Ahmed Akkari.

Han mener, at særlig uddannelsesområdet bør prioriteres højere.

»Uden et løft på dette vitale område kan Grønland få det mere barskt i verden end som så. Der hersker vist nok en vis udisciplineret holdning til ”skolegang” og uddannelse blandt unge, der kan vise sig for omkostningsfuld for fremtiden. Jeg siger for eksempel tit til de elever, som jeg underviser på ældste trin: ”Tag jer sammen. I er Grønlands fremtid!"« skriver Ahmed Akkari, der arbejder som engelsk- og dansklærer i landet.

Eks-imam er stdig kontroversiel

Den tidligere danske imam, der spillede en fremtrædende rolle under Muhammed-krisen, har ikke selv stemmeret i Grønland, og er i øvrigt en stærkt kontroversiel skikkelse i landet.

Da Sermitsiaq tidligere på året fortalte nyheden om, at han var blevet ansat som lærer i den lille sydgrønlandske by Narsaq, rejste der sig en tsunami af protester og debatindlæg på Sermitsiaqs hjemmeside. Akkaris flytning til Grønland var også stof i mange danske medier.

Ahmed Akkari forsvarede sig senere i et åbent brev på sermitsiaq.gl, hvor han afviste at være flygtet til Grønland. Samtidig undrede han sig over det postyr, som hans ankomst til landet havde vakt.

”Den betydning, som man tilsyneladende fortsat tillægger mig, synes noget nær overvældende og ude af proportion i relation til min mere end toårige ikke-offentlige kendte fremtræden,” skrev Akkari, der underskrev sig ”cand.pæd.soc. & skolelærer”.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her