Danske muslimer udsat for chikane
Når danske kvinder konverterer til islam, vælger to ud af tre at bære tørklæde. Det volder ofte problemer for de danske muslimer, der møder stærkt negative reaktioner fra deres danske omgivelser, viser ny forskning.
Danskernes modstand mod tildækning er så voldsom, at flere danske konvertitter har måttet tage tørklædet af i perioder for at få hverdagen til at fungere.
Det fremgår af et to-årigt forskningsprojekt fra Københavns Universitet.
I 60 dybdeinterviews fortæller danske konvertitter om deres nye liv som muslimer, og mange af kvinderne beretter om et voldsomt pres fra deres danske bagland pga. tørklædet.
»Tag dog den klud af hovedet,« råbte en venindes mor på tværs af gaden, da en ung dansk muslimsk kvinde gik gennem byen iført sit tørklæde.
En anden dansk kvinde fortæller at hendes insisteren på at bære tørklæde, fik forældrene til at nægte at ses med hende offentligt.
Forskel i institution
Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med en tredje dansk kvinde, der fortæller, at hun holdt op med at bære tørklæde, da hun oplevede, at hendes søn blev forskelsbehandlet i en daginstitution, fordi pædagogerne ikke brød sig om, at hun var tildækket.
»Tørklædet bliver ofte forbundet med at være fanatisk og imod vestlige værdier. Derfor vækker det voldsomt oprør i konvertitternes danske omgivelser, når de vælger at bære tørklæde,« siger religionshistoriker Kate Østergaard, der som forsker har interviewet mange af konvertitterne.
Få går i burka
Forskningsprojektet giver det første samlede billede af, hvilke danskere der konverterer til islam. Foruden de 60 interviews indgår bl.a. feltstudier og en spørgeskemaundersøgelse blandt 130 konvertitter.
Heraf fremgår det, at 68 pct. af kvinderne går med tørklæde ofte eller altid, mens blot 4 pct. bruger ansigtsslør - eksempelvis burkaens.
»Det er meget få konvertitter, som bliver meget ekstreme muslimer og går til yderligheder som Hizb ut-Tahrir eller salafi-grupper. Men der er en udbredt tendens blandt kvinderne til, at de ikke vil være i enerum med en anden mand end deres ægtefælle,« siger Kate Østergaard.
Tidligere var det kun ganske få mænd, der konverterede til islam, men i dag udgør mændene en tredjedel af konvertitterne.
Rettroende muslimer
De nye danske muslimer gør meget ud af at fremstå som rettroende muslimer.
61 pct. svarer i spørgeskemaundersøgelsen, at de beder fem gange om dagen, og 82 pct. fortæller, at de faster under hele Ramadanmåneden.
Forskningen tegner desuden et billede af, at danskerne konverterer tidligt i livet, og der nævnes eksempler på, at danskere helt ned til 14-15 års alderen har ladet sig omvende til islam.
Siden den 11. september 2001 har der været en kraftig stigning i antallet af danske konvertitter som følge af mediernes intense fokus på islam og islamisme, skønner forskerne.
Der er i dag ca. 4.000 etniske danskere, der har valgt at blive muslimer.