Fortsæt til indhold
Indland

23-årig efterlyses for skyderi

Politiet har nu sat navn på den mand, der mistænkes for at have affyret 11 skud mod en anden mand i Greve natten til i går.

En 23-årig mand er nu mistænkt og eftersøgt af politiet for at have affyret 11 skud mod en 26-årig mand i Askerød-bebyggelsen i Greve natten til onsdag.

Bagmanden bag skudepisoden

”Vi mener, den eftersøgte er bagmanden bag skudepisoden natten til onsdag,” udtaler Jens Møller, der leder efterforskningen på skudepisoden.

Politiet arbejder lige nu intensivt i det storkøbenhavnske område. Ind til videre er det ikke lykkedes politiet at finde den 23-årige, som Midt- og Vestsjællands politi opfordrer til at melde sig selv.

Skød offer i bil

Offeret kom kørende i sin bil, da han blev beskudt, og bilen brød i brand. En Arriva-bus, som tilfældigvis kørte foran bilen, blev også ramt.

Personbilen brød i brand, og manden ved rattet skyndte sig væk, mens politipatruljer hurtigt kom frem og ydede ham beskyttelse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Den 26-årige, der er af libanesisk oprindelse, slap uskadt.

Tilknytning til Borhan-gruppen

Den 26-årige har en løs tilknytning til gruppen Black Cobra, der ofte sættes i forbindelse med kriminalitet.

Den eftersøgte 23-årige har en vis forbindelse til Borhangruppen. Men efterforskningsleder Jens Møller i Midt- og Vestsjællands Politi understregede torsdag, at der ikke er beviser for, at opgøret mellem de to grupper nu er blusset op.

”Vi regner med, at det er personlige uoverensstemmelser mellem de to mænd, der er årsag til skudepisoden,” siger Jens Møller til jp.dk.

Den efterlyste mistænkes for drabsforsøg.