Skudoffer kommer fra bandemiljø
Den mand, der sent i aftes blev beskudt i Askerødbebyggelsen i Greve, hører til bandedannelsen Black Cobra. Skudepisoden er det tredje angreb på mandens familie.
Politiet leder lige nu efter tre navngivne medlemmer af den såkaldte Borhangruppe, som i flere år har været en del af det fortsatte bandeopgør på Greveegnen.
- Men når det går ud over flere medlemmer af samme familie og ikke bare nogle tilfældige Black Cobra-folk, så tyder det mere på, at der er tale om en familiefejde end et bandeopgør, siger efterforskningsleder Jens Møller.
Den beskudte 26-årige mand har forklaret til politiet, at hans familie inden for de seneste to uger har oplevet to andre alvorlige episoder. Hans to brødre, der ifølge politiet også hører til Black Cobra, blev den 31. juli forsætligt påkørt af en bil, og senere oplevede familien, at der var pillet ved bremserne i deres bil. Ifølge politiet har formålet enten været at fjerne bilens bremseevne eller at få bilen til at bryde i brand under kørslen.
Bus ramt tilfældigt
I alt 11 skud blev der affyret mod manden i en bil i Askerød-bebyggelsen i Hundige sent i aftes, og et af skuddene ramte også en Arriva-bus, som tilfældigt kørte foran bilen.
Personbilen brød i brand, og manden ved rattet skyndte sig væk, mens politipatruljer hurtigt kom frem og ydede ham beskyttelse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Den 26-årige, der er af libanesisk oprindelse, slap uskadt.
Skuddene blev afgivet kort efter kl. 23.30 mod bilen, der var i fart. Den eller de ukendte gerningsmænd stod tilsyneladende i det fri, og politiet fandt i alt 11 afskudte patronhylstre fra et 9 mm-våben ved Anders Plougs Allé.