11 skud mod bilist i Hundige
I alt 11 skud blev der affyret mod en mand i en bil i Askerød-bebyggelsen i Hundige sent i aftes, og et af skuddene ramte også en Arriva-bus, som tilfældigt kørte foran bilen.
Personbilen brød i brand, og manden ved rattet skyndte sig væk, mens politipatruljer hurtigt kom frem og ydede ham beskyttelse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Den 26-årige, der er af libanesisk oprindelse, slap uskadt.
Skuddene blev afgivet kort efter klokken 23.30 mod bilen, der var i fart. Den eller de ukendte gerningsmænd stod tilsyneladende i det fri, og politiet fandt i alt 11 afskudte patronhylstre fra et 9 mm våben ved Anders Plougs Allé.
Om natten forsøgte politifolk at finde våben eller personer, der kunne sættes i forbindelse med drabsforsøget, men ransagninger på tre adresser gav ikke noget resultat.
Netop i Askerød har der flere gange tidligere været farlige skudepisoder, men politiet kunne i dag ikke sige, om der er en forbindelse.