Et blodigt halvår på vejene

For andet år i træk er listen over trafikdræbte på vej mod en foruroligende længde.

Politikens løbende opgørelse baseret på tal fra Vejdirektoratet er nu blevet opdateret med oplysninger om trafikdrab, der ikke tidligere har været registreret i år, og den viser således, at hele 214 personer indtil videre har mistet livet på de danske veje.

Til sammenligning lå tallet i 2007 på samme tidspunkt på 222.

Da året var omme, havde over 400 mistet livet i trafikken, hvilket var det værste resultat siden 2003. Det er fortsat især de unge mænd i alderen 18-45 år, der er udsat. I alt tegner de sig for 35 procent af de omkomne, skriver Politiken.

Det farligste køretøj er ligesom året forinden personbilen, men samtidig er der sket en stor stigning i antallet af dræbte cyklister. I den første halvdel af 2007 mistede 29 cyklister livet i trafikken, mens tallet i år er helt oppe på 37.

Formand erkender

For knap halvandet år siden lancerede Færdselssikkerhedskommissionen en målsætning, der lød på maksimalt 200 trafikdræbte. Men siden den blev præsenteret sammen med 100 forslag til, hvordan ambitionen skulle opfyldes, er antallet af ofre på de danske veje kun gået i en retning - op. Alligevel har formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo, ikke tænkt sig at ændre på målsætningen endnu en gang:

»Det er rigtigt nok, at det, siden vi i maj ændrede målsætningen, er gået i den gale retning. Men det må vi ikke lade os kue af. Men vi må sætte os og se på, hvad der kan gøres«, siger Karsten Nonbo til Politiken.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen