Voldsom eksplosion i forsamlingshus

En voldsom eksplosion ramte kort før midnat Øster Starup Forsamlingshus mellem Vejle og Kolding, oplyser politiet.

Kl. 23.47 lød der et øresønderrivende brag fra køkkenet, altimens cirka 40 gæster holdt fest i lokalet ved siden af. Ved eksplosionen brød en gavlvæg sammen.

- Til alt held kom ingen mennesker alvorligt til skade. Tilfældigvis var der ingen i køkkenet, da det eksploderede. En enkelt kvinde, som antagelig har opholdt sig nær køkkenet, blev kørt på Vejle Sygehus, men hun var ikke kommet noget alvorligt til, fortæller vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Der var ifølge politiet efter alt at dømme tale om en gaseksplosion, men hvordan gassen er sivet ud, var i nat endnu uklart.

Først efter afstivninger af det ødelagte forsamlingshuskøkken vil det være muligt for politiets teknikere at komme til eksplosionsstedet.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen