Døde hjemmesider = døde byer
Småbyers hjemmesider kan skade byernes mulighed for at lokke nye indbyggere til, fordi det digitale reklamespot får lov at forfalde.
Danske småbyer benytter internettet til gøre opmærksom på sig selv, og næsten hver lille by har i dag sin egen hjemmeside. Men det kniber med opdateringen, skriver Vejle Amts Folkeblad.
- En hjemmeside kan være guld værd. Det er måske det vigtigste, en by har for at vise sig udadtil. Hjemmesiden kan afgøre, om der kommer udvikling eller afvikling, siger formand for Landsforeningen, Landsbyer i Danmark, Carsten Abild, til avisen.
Han forklarer, at når en familie overvejer at slå sig ned i en by, tjekker den ofte byens hjemmeside for at se, hvad det lokale samfund kan tilbyde.
Er det nogen?
- Så er det et problem, hvis de lokale svigter opdateringen af deres hjemmeside, for så ser det ud til, at der ikke er nogen. En hjemmeside kan i den grad signalere forfald, siger Carsten Abild.
Hos Landsforeningen, Landsbyer i Danmark oplever man tit, at en ildsjæl opretter hjemmesiden. Efterfølgende kniber det med interesse og vedligeholdelse.
- Vi står med et aktuelt problem. Ude i lokalsamfundene sidder nogle dygtige folk, der opretter hjemmesiderne, men hjemmesiderne bliver ikke holdt ved lige, siger Carsten Abild.
Luk siden
Hjemmesiden www.nr-snede.dk er eksempelvis sidst blevet opdateret for et år siden, ligesom borgerne i Ejstrupholm fik serveret seneste nyhed den 20. november 2007. Her kunne de læse, at slægtsforskere med fordel kunne finde oplysninger på Internettet.
Det er bedre at lukke siden, hvis man ikke har nogen til passe den, siger Carsten Abild, der har fuld forståelse for, at de frivillige har andet at tænke på og derfor ikke får smidt det sidste nye på deres lokale hjemmeside.
Kilde: Vejle Amts Folkeblad