Flere byer vil have miljøzoner
Endnu inden Danmarks første miljøzone åbner i København den 1. september, siver ønsket om renere luft nu også ud over landets største byer.
Lov om miljøzoner tillader de fem største byer - København, Frederiksberg, Århus, Aalborg og Odense - at indføre miljøzoner i større byområder med betydelig trafik af tunge køretøjer. Her er luftforureningens store syndere, lastbiler og busser uden partikelfiltre, fremover ikke velkomne.
Men en række større jyske byer som Silkeborg, Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding bør med i løbet om mindre luftforurening. Det mener Det Radikale Venstre i Randers, der foreslår østjysk samarbejde om renere luft.
- Det giver ikke mening, at det kun er de store byer, der må indføre zonerne. Randers og andre store byer skal også have lov til at beskytte sine borgere mod luftforurening, siger formanden for miljø- og teknikudvalget i Randers, Mogens Nyholm (R), til Randers Amtsavis.