Dement cyklist fundet via gps
For kort tid siden skete det igen: Den 81-årige demente Katrine Hansen, der bor på Ringkøbing Plejehjem, tog sig en ordentlig cykeltur.
Det gjorde hun også for godt en måned siden. Dengang blev hun fundet i Husby - 30 kilometer væk - efter at have trådt i pedalerne hele natten. Men ved den seneste "springtur" blev det store undersøgelsesapparat ikke sat i gang, og familien slap denne gang for timers frygt for, om der var sket hende noget alvorligt, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I mellemtiden har Katrine Hansen nemlig fået monteret en gps-sender under sadlen på sin cykel, og derfor kunne personalet på Ringkøbing Plejehjem straks se, at hun befandt sig i nærheden af Lem - blot 12 kilometer væk fra plejehjemmet.
"Så de ringede bare til mig og spurgte, om ikke jeg kunne hente hende," siger datteren Lone Skelmose fra Ringkøbing.
Hun er blevet meget mere tryg, siden gps'en blev skruet fast under hendes mors cykelsaddel.