Udsatte børn drukner i besparelser
<p>Socialrådgiverforeningen efterlyser strategi for udsatte børn. Lige nu er Århus Kommune i den varme stol, men problemerne er de samme mange andre steder.</p>
Selvom Århus er i voldsomt søgelys med en historisk dom om børnemishandling oven i flere andre sager om omsorgssvigt, tyder intet på, at Århus har større problemer end mange andre kommuner.
Det siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post.
- Sagerne med de udsatte børn er generelt et område med en frustrerende mangel på langsigtet strategi. Mange politikere forsøger at profilere sig uden reelt at gøre noget, siger Bettina Post til Ritzau.
Socialrådgiverforeningen slår i et aktuelt brev til velfærdsminister Karen Jespersen (V) til lyd for, at sagsbehandlere med børnesager højst har 30-35 sager hver.
- Vi ser eksempler på op mod 50 eller flere sager per socialrådgiver. Men disse sager er sindssygt komplekse, og med så mange sager per sagsbehandler er der udsatte børn, der ikke får den opmærksomhed, de har brug for, og som loven siger, de skal have, fastslår Bettina Post.
/ritzau/