SF ønsker snor i pakistanske kvinder
Det er hverken første eller sidste gang, at en dansk kvinde med pakistansk baggrund myrdes i Pakistan, siger SF's menneskerettighedsordfører Kamal Qureshi.
For 12 dage siden blev en 31-årig kvinde med dansk statsborgerskab æresdræbt i sine svigerforældres hjemby i Pakistan. Sandsynligvis, fordi hun ikke havde født familien et drengebarn. For at undgå flere drab i fremtiden ønsker Kamal Qureshi nu, at danske myndigheder holder snor i de dansk-pakistanske kvinder, der rejser til Pakistan.
- Jeg vil spørge udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvilke muligheder den danske ambassade har for at holde bedre øje med dansk-pakistanske kvinder, mens de er i Pakistan, siger han.
Kamal Qureshi forestiller sig, at det vil være en stor hjælp for dansk-pakistanske kvinder, hvis de kan ringe til den danske ambassade og sige, at de er i nød og har brug for at forlade landet.