Drab på avisbud: Kommune frikender sig selv
Socialforvaltningen i Københavns Kommune kunne have gjort mere for de sigtede drenge i sagen om drabet på det 16-årige avisbud på Amager.
Men en vellykket forbyggende indsats fra kommunen ville ikke have betydet, at drabet kunne være undgået.
Det slår Københavns Kommune fast i en redegørelse til socialudvalget i dag, som TV 2 er kommet i besiddelse af.
"(...) der ikke kan sættes lighedstegn mellem en vellykket forebyggende indsats og så, at drabet kunne være undgået," står der i rapporten.
Kom ikke til møder
Baggrunden for redegørelsen er, at moderen til de to sigtede kort efter drabet sagde, at hun gentagne gange havde bedt de sociale myndigheder om hjælp til sine drenge.
Men i redegørelsen svarer Socialforvaltningen igen på kritikken, da de flere gange forgæves har indkaldt moderen og hendes ene søn til samtale.
"Socialforvaltningen har efterfølgende i flere omgange indkaldt moderen og den 15-årige til samtale, men de er ikke mødt op," står der i rapporten.
Socialborgmester Mikkel Warming (EL) har i eftermiddag indkaldt til ekstraordinært møde, hvor udvalget vil diskutere, hvem der skal foretage en uvildig undersøgelse af socialudvalget samt omstændighederne omkring drabet.
Ritzau