Ingen spor efter voldtægtsmand
To unge kvinder blev tidligt søndag overfaldet i den indre by i Herning. Den ene gerningsmand er fortsat på fri fod.
Tidligt om morgenen blev en 18-årig kvinde overfaldet og muligvis voldtaget i en baggård til Skolegade 4 i Herning. Hun blev overfaldet bagfra, hvor gerningsmanden tog hende om livet og holdt hende for munden.
Efter at have taget hendes pung og dankort slog han hende bevidstløs. Da hun ved 02.30-tiden kom til sig selv, lå hun på ryggen med underbenklæderne nede om anklerne.
Politiet har ingen spor af ham, der overfaldt hende. Derimod blev en 19-årig mand sent søndag fængslet i to uger, sigtet for et voldtægtsforsøg senere på morgenen.
Han forsøgte angiveligt at forgribe sig på en 24-årig pige, som han fulgtes med på gågaden i Herning, efter at hun havde snakket kamphanerne til ro, da han var ved at komme i klammeri med nogle andre.