Lyn slog ned i seks huse

Under et kraftigt tordenvejr slog et lyn kort efter midnat natten til fredag ned i seks huse i landsbyen Vedsted ved Vojens.

Lynnedslaget skete på Skovbyvej, hvor beboerne fik sig en alvorlig forskrækkelse.

- Vi blev alarmeret klokken 27 minutter over midnat. Det var en beboer, der fortalte, at et lyn var slået ned i huset, som var fyldt med røg, siger indsatsleder Lars Krogh til dr.dk/syd.

Men det blev en udrykning langt ud over det sædvanlige, for lynet var samtidig slået ned i andre af husene på vejen.

- Da vi nåede frem kunne vi se, at der var sket kraftige skader på huset. Lynet havde slået hushjørnet af og en el-tavle inde i huset var flået ned af væggen og alle stikpropperne var fløjet ud.

- Beboerne var selvfølgelig meget opskræmte, fordi der var røg i huset, men der var ikke brand, siger Lars Krogh til dr.dk/syd.

Ingen personskade

Mens brandvæsenet var igang, kom andre beboere på vejen til og fem af dem fortalte, at de også var berørt af lynnedslaget.

- Der er tale om begrænsede skader. Men nogen steder er det gået ud over både telefoner og el-installationer.

- Tordenvejret over Vedsted har været meget tæt på. Og selvfølgelig var folk meget berørte. Men heldigvis skete der ingen personskade, siger Lars Krogh.

Allerede fredag morgen var elektrikerne igang med at udbedre de skader, der skete i Vedsted.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen